Han mistænkes for at have bedraget flere ældre borgere. 

Derfor efterlyser Midt- og Vestsjællands Politi nu en uidentificeret ung mand. 

Sådan skriver politikredsen i en pressemeddelelse. 

Sammen med andre medgerningsmænd skulle han gentagne gange have snydt ældre borgere ved telefonisk at udgive sig for at være fra banken eller forsikringsselskaber. 

Herefter er han angiveligt mødt op på adresser for at få udleveret hævekort og kode. 

Det gælder syv forskellige tilfælde i efteråret 2025 og i januar i år. 

Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser nu en ung mand for flere tilfælde af bedrageri.
Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser nu en ung mand for flere tilfælde af bedrageri. Midt- og Vestsjællands Politi.

To i Roskilde, to i Nykøbing Sjælland, et i Jyllinge, et i Køge og et i Asnæs. 

I alt er der blevet hævet penge for 92.000 kroner. 

»Derfor vil vi nu komme med en stærk opfordring til befolkningen om at hjælpe os med at stoppe de kriminelle. Vi ved, at det typisk sker i dagtimerne, gerne om eftermiddagen, at de forsøger at hæve penge på deres ofres kort,« siger politikommissær ved politikredsen Bjarke Thanning. 

»Så ser man en person, der udviser mistænkelig adfærd ved en hæveautomat, så orienter gerne politiet om sagen og om, hvordan personen kommer væk fra stedet,« siger han videre. 

Særligt nummerpladen på en eventuel bil er politiet interesseret i at høre, uddyber politikommissæren.

Han bliver beskrevet som værende 15-25 år gammel, cirka 180-190 centimeter høj og spinkel af bygning. 

Videre lyder det, at han er lys i huden og iført sort jakke med hætte af mærket Arc'teryx, hvid skjorte, sorte bukser og sorte sko. 

Hvis man har oplysninger i sagen, bedes man kontakte politiet på 1-1-4.