En 51-årig mand, der er sigtet for at have dræbt en 54-årig kvinde i Odense i september, ventes at blive udleveret fra Tyskland til Danmark torsdag.

Det siger Klaus Lauridsen, der er specialanklager ved anklagemyndigheden ved Fyns Politi til Fyens Stiftstidende.

Statsadvokaten i Hamburg bekræfter desuden over for TV 2 Fyn, at manden "snart" vil blive overført til Danmark.

Når han ankommer til landet, vil han blev anholdt, og inden for 24 timer skal han fremstilles i et grundlovsforhør.

Fyns Politis kommunikationsenhed ønsker over for Ritzau ikke at bekræfte oplysningerne.

Det var 1. september om eftermiddagen, at en 54-årig kvinde blev dræbt af skud i Odense.

Hurtigt pegede pilen mod en 51-årig mand, og der blev udsendt en international efterlysning.

Manden blev nogle timer senere anholdt, da han ville tjekke ind i lufthavnen i Hamburg.

/ritzau/