»I hate muslims. Muslims go home. I'll kill you. Fuck you,« eller noget i den dur skulle han lørdag have sagt, inden han angiveligt slog ud efter kvindens hoved med en flaske.

Det er i hvert fald, hvad en 28-årig mand fra Litauen er sigtet for. Hans udlægning af sagen er dog en noget anden.

Og onsdag valgte en dommer at løslade ham under et grundlovsforhør i Dommervagten.

Her fremgik det, at anholdelsen af den 28-årige ved fremstilling i grundlovsforhør søndag var blevet opretholdt i tre gange 24 timer, fordi dommeren da ikke havde ment, at der var begrundet mistanke – og dermed grund til varetægtsfængsling.

Søndag havde han forklaret, at han nægtede sig skyldig. Både, hvad angik trusler og forsøg på grov vold.

Han erkendte dog, at han havde set kvinden, da han og hans ven kom gående på Tingvej lørdag. Men han afviste at have talt til hende eller forsøgt at slå hende med en flaske.

Og dermed var det eneste, han og anklageren reelt var enige om, at han havde været sammen med en ven. Og at de altså var kommet gående på Amager.

Det samme var den forurettede kvinde og hendes 12-årige datter. De var på vej i Netto, da der pludseligt var to mænd, der havde spærret vejen foran dem, forklarede anklageren.

Det var her, den 28-årige skulle have udtalt som i denne artikels indledning, hvilket fik den 12-årige datter til at løbe.

Hendes mor fulgte efter og standsede på vejen en tilfældig mand, som hun fortalte om hændelsen.

Den fremmede mand gik efter de to mænd og spurgte den 28-årige, hvorfor han dog havde udtalt sig, som han havde.

Kort efter ankom politiet, og den 28-årige blev anholdt og taget med på stationen. Onsdag klokken 14.42 kunne han dog atter kalde sig en fri mand. For nu.

Lyt til den nye krimi-podcast Politichefens Hemmelighed her: