På ganske få dage modtog Københavns Politi to håndfulde anmeldelser, der mindede meget om hinanden.

Metoden gik igen og igen. Og ofrene havde det tilfælles, at de var ældre mennesker fra københavnsområdet, der alle var blevet udsat for udspekuleret databedrageri.

Nu er det så lykkedes politiet i koordineret aktion i hovedstadsområdet og ved Aarhus at anholde tre formodede gerningsmænd. Tre unge mænd på henholdsvis 18, 19 og 25 år.

Alle er de mistænkt for de seneste uger igen og igen at have svindlet ældre medborgere, der var i den tro, at de var i kontakt med deres banker.

I opkald efter opkald skulle de sigtede have udgivet sig for at være bankansatte, der ville hjælpe de ældre, hvis kort og pinkoder skulle være blevet misbrugt.

Misbruget blev dog ifølge politiet først virkelighed, når de sigtede overtalte de ældre til at udlevere deres betalingskort og koder til bude, der blev sendt afsted mod ofrenes adresse.

I flere tilfælde lykkedes det gerningsmændene at hæve større kontantbeløb på de stjålne betalingskort, oplyser Københavns Politi.

»Vi modtog på få dage i omegnen af 10 anmeldelser om de her bedragerier, og derfor jeg er også tilfreds med, at vores efterforskning hurtigt har ført os i retning af de formodede gerningsmænd.«

»Tilbage sidder helt uskyldige og ældre medborgere, der er er blevet snydt og frastjålet deres penge, og vi skal selvfølgelig gøre alt for at få de ansvarlige stillet til regnskab,« siger vicepolitiinspektør Peter Høholt fra Afdelingen for økonomisk kriminalitet ved Københavns Politi.

To af de nu anholdte mænd vil senere onsdag blive fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten med henblik på varetægtsfængsling.

De ti sager, som de er sigtet for, er dog langt fra enkeltstående. Politikredse landet over har de seneste måneder igen og igen kunnet beskrive anmeldelser om samme metode.

Fra vicepolitiinspektør Peter Høholt lyder derfor en klar opfordring til, at man aldrig udleverer sine personlige bankoplysninger og koder til andre mennesker.

Heller ikke selvom den, man taler med, siger, han er fra banken, politiet eller andre myndigheder.