En 31-årig mand blev tidligt fredag morgen anholdt i sagen om drabet på 21-årige Søren Koch, der blev skudt i marts 2022.

Det fortæller Østjyllands Politi til Ritzau.

Efter et flere timer langt lukket retsmøde i Retten i Aarhus er manden blevet varetægtsfængslet frem til 19. juni, oplyser vagtchefen hos politiet sent fredag eftermiddag.

Han er sigtet for drab og medvirken til drab, men den 31-årige er ikke en ny mistænkt i sagen.

Tilbage i 2024 blev han løsladt efter længere tids varetægtsfængsling i sagen, da der ikke dengang var grundlag for fortsat at have ham fængslet.

Men det har nu ændret sig, oplyser politiet, der dog ikke vil sige nærmere om hvorfor.

- Vi vurderer, at der nu er et fornyet grundlag, hvorfor han vil blive fremstillet i grundlovsforhør med en anmodning om varetægtsfængsling, har efterforskningschef Flemming Nørgaard fra Østjyllands Politi udtalt på Politi Update.

I sagen er der også en anden mistænkt, som er tilbageholdt i Nordirland og ventes udleveret i næste uge.

Drabet fandt sted 8. marts 2022, da den 21-årige Søren Koch sad i sin bil på en tankstation i Viby J. Her blev han skudt og dræbt.

Ifølge politiet var han et tilfældigt offer for skyderiet.

Søren Koch var ifølge TV 2 Østjylland under uddannelse til bygningskonstruktør og hverken involveret i det kriminelle miljø eller i de bandekonflikter, som verserede, da han blev dræbt.

Den 31-årige mand, der nu er fængslet på ny, blev anholdt fredag morgen klokken 06.11 i det vestlige Aarhus.

Anholdelsen sker, dagen efter at politiet torsdag begyndte at søge i Vejle Havn i forbindelse med efterforskningen af sagen.

I havnen leder dykkere efter gerningsvåbnet.

Hvorfor man søger der, vil politiet ikke svare på.

Fredag morgen vil politiet heller ikke svare på, om våbnet er fundet, men undersøgelserne i havnen fortsætter formentlig.

- Det er forventningen, at politiet på et senere tidspunkt vil genoptage indsatsen på havnen i Vejle, som fandt sted torsdagen igennem, lyder det.

/ritzau/