Den unge mand, der var mistænkt for at have dræbt en ung kvinde i Sverige, er lørdag morgen fundet død i sin celle i arretshuset i Odense, oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Se mere video på Localeyes.dk

Torsdag aften blev en 24-årig kvinde fundet livløs i en bil i Hyllie i Malmø Kommune i Sverige.

Hun havde hverken skud- eller knivsår på kroppen, men politiet fik alligevel mistanke om, at hun havde været udsat for en forbrydelse.

Mistanken faldt hurtigt på en 27-årige dansk mand, som de svenske myndigheder udstedte en international arrestordre på.

Svenske kriminalteknikere arbejder i Hyllie i Malmø natten til fredag.
Svenske kriminalteknikere arbejder i Hyllie i Malmø natten til fredag. Foto: 50090 Johan Nilsson/TT
Vis mere

Fredag aften kort efter klokken 19 fik Fyns Politi kontakt til manden, som dog ikke umiddelbart ville overgive sig.

Derfor jagtede patruljevogne ham på Den Fynske Motorvej i godt en halv time, før det lykkedes at få anholdt ham.

Anholdelsen fandt sted ved Ejby. Flere politipatruljer deltog i den såkaldte eftersættelse af den bil, som den 27-årige var kørende i.

»Det tog lang tid. Han ville ikke standse,« har en vagtchef fra Fyns Politi tidligere forklaret om biljagten.

Den blev indledt på motorvejen nær Nyborg, men farten var ikke på noget tidspunkt højere end 140 kilometer i timen, har politiet oplyst.

Manden skulle lørdag have været fremstillet i grundlovsforhør i Danmark med henblik på udlevering til Sverige, men lørdag morgen blev han altså fundet død i sin celle.

Fyns Politi undersøger i øjeblikket dødsfaldet nærmere, og derfor har de ikke yderligere oplysninger i sagen på nuværende tidspunkt.

Den 27-årige er ifølge Kvällsposten tidligere dømt for røveri i Sverige.