En mand er fundet død i en haveforening i Vejle.

På billeder fra stedet kan man se, at et sortmalet haveforeningshus er blevet afspærret med politistrimmel, og på døren har politiet opklæbet et mærkat med teksten ‘ADGANG FORBUDT’.

Anmeldelsen indløb fredag klokken 12.22, og Sydøstjyllands Politi efterforsker sagen.

Det fortæller en fåmælt vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Søren Lisberg.

»Vi har været derude fredag i forbindelse med et mistænkeligt dødsfald. Jeg kan bekræfte, at der er  tale om en mand, og at vores efterforskere stadig arbejder på sagen,« siger han.

Manden er fundet død i Haveforeningen Sandagergård.

Vagtchefen har ikke yderligere information for nuværende.

»Vi kommer formentlig ikke til at udtale os særligt meget om det. Der kommer ikke mere ud her i løbet af weekenden. Hvis der kommer noget, bliver det fra vores efterforskningsafdeling på mandag.«