En mistænkelig mand skaber rædsel i Ringsted, efter han har forsøgt at lokke flere børn ind i sin bil.
Og han er stadig på fri fod.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i fredagens døgnrapport.
Manden, der beskrives som 55-60 år, forsøgte onsdag eftermiddag at lokke en 9-årig pige ind i sin bil, da hun var på vej hjem fra skole.
Manden lokkede den 9-årig pige ved at tilbyde hende et kontant pengebeløb.
Episoden blev anmeldt, og her kunne politiet fastslå, at den mistænkelige mand havde været på spil før.
Tirsdag havde han nemlig forsøgt at lokke en tiårig pige ind i sin bil ved også at tilbyde hende et kontant beløb.
Men den tiårige pige løb fra stedet og gemte sig i et grønt område.
Selvom politiet ikke kan vurdere, hvad mandens hensigt har været, så ser de alvorligt på sagen, skriver de.
»Den politimæssige indsats i løbet af torsdagen førte ikke til identifikation af den mistænkelige mand, der kunne beskrives som 55-60 år, engelsktalende og kørende i en mindre grå personbil,« skriver politiet i døgnrapporten.
Politiet har været synligt til stede i området ved de to skoler i Valdemarsgade og Dagmarsgade i Ringsted, hvor episoderne har fundet sted.
Hvis man har oplysninger om manden eller den mindre grå personbil, så henviser politiet til, at man ringer til 114.