Der bor blot 200 mennesker i Højslev Kirkeby ved Skive. Alle kender alle.

Men alligevel var der ingen, som nåede at komme til at kende de fem unge mennesker, som den 1. marts lejede sig ind i rødstensvillaen, der ligger som det næstsidste hus inden byskiltet på Lundøvej.

Det var herfra, en af de fem nye beboere i huset, en yderst spinkel 23-årig kvinde, på sin helt egen måde forsøgte at slå alarm og råbe omgivelserne op, idet hun to gange listede en håndkradset besked - skrevet på toiletpapir eller køkkenrulle - ind gennem naboens soveværelsesvindue.

På den ene seddel stod der ordret:

'Det er, fordi jeg slet ingenting får at spise overhovedet, det er derfor, jeg spurgte, om I har rester hver dag fra alle jeres måltider. Please. Jeg beder, vil I ikke nok.'

I den første besked, som hun havde lagt ind tidligere samme dag, havde hun også bedt om at få nogle madrester, som hun ifølge sit håndskrevne nødråb bad om at få stillet ned til et hvidt faldefærdigt baghus i haven.

Søndag var villaen pludselig centrum for en politiaktion, da der mødte betjente talstærkt op og tog alle fem med.

Det står endnu uklart, hvem der søndag formiddag kontaktede politiet og bad dem undersøge nærmere, hvad der foregik bag de nedrullede gardiner i rødstensvillaen.

Det var i denne rødstensvilla, de fem nye beboere i den lille Højslev Kirkeby flyttede ind 1. marts. Nu er fire af dem varetægtsfængslet - sigtet for i fælllesskab at have udsat den femte bebeoer for uhyggelig mishandling.FOTO: JENS ANTON HAVSKOV
Det var i denne rødstensvilla, de fem nye beboere i den lille Højslev Kirkeby flyttede ind 1. marts. Nu er fire af dem varetægtsfængslet - sigtet for i fælllesskab at have udsat den femte bebeoer for uhyggelig mishandling.FOTO: JENS ANTON HAVSKOV
Vis mere

De naboer, B.T. har talt med i Højslev Kirkeby, har ikke kontaktet politiet, siger de.

Men hvorfor egentlig ikke, når der allerede onsdag i sidste uge blev listet de to mystiske sedler ind ad soveværelsesvinduet hos nærmeste nabo fra et tilsyneladende desperat menneske?

»Jeg ved, de har hilst på de nye derovre og budt dem velkommen til byen. Men der var ikke noget svar tilbage. Ingenting. Vi har flere gange set pigen (den 23-årige, red.) ude i haven sammen med hunden, en golden retriever, men hvis hun var i nød og havde brug for hjælp, så er det da mærkeligt, at hun ikke sagde noget, når hun var udenfor, eller skrev 'hjælp mig' eller lignende på de sedler. Det er også derfor, naboerne ikke kontaktede politiet med det samme. De ville lige se tiden an. Men vi holdt øje med huset derovre,« lyder det undrende fra en anden af naboerne.

Hun fortæller videre, at der ikke har været larm og ballade inde fra rødstensvillaen, og at hun og andre derfor ikke havde mistanke til, at der kunne foregå noget kriminelt derinde.

FOTO: JENS ANTON HAVSKOV
FOTO: JENS ANTON HAVSKOV
Vis mere

Men det gjorde der. I al fald skred politiet til anholdelse af de fire øvrige af husets beboere - en kvinde på 18 og tre mænd på 23, 25 og 27 år.

De blev alle fremstillet i lukket grundlovsforhør mandag ved Retten i Viborg sigtet for vold og mishandling af den unaturligt tynde 23-årige kvinde. Og varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at det kvindelige offer blandt andet er blevet slået, taget kvælertag på, skudt med en paintballpistol, bidt gentagne gange af en hund samt nægtet adgang til mad og toiletforhold.

Den ældste af de fire nu fængslede, en 27-årig mand, har tidligere været kæreste med offeret i sagen. Motivet til den uhyggelige mishandling af kvinden er endnu ukendt for offentligheden.