Nye undersøgelser har betydet, at en kvinde og hendes to børn på Vestsjælland alligevel får lov til at beholde deres danske statsborgerskab.

Onsdag har anklagemyndigheden bedt Retten i Næstved om at frifinde kvinden for en tidligere påstand om, at hun skulle frakendes dansk indfødsret. Den gjaldt også hendes to børn.

Retten har efterkommet ønsket, oplyser anklager Lotte Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Hun forklarer, at Udlændinge- og Integrationsministeriet er kommet med en ændret vurdering af sagen.

Fra kvindens advokat lyder der kritik.

- Der skulle aldrig have været rejst en sag, og den har trukket alt for længe ud. Mine klienter har været meget berørt følelsesmæssigt, så forløbet har haft store menneskelige omkostninger, siger advokat Karina Grimstad Svenningsen.

Oprindeligt hævdede ministeriet, at kvinden, der bor i Slagelse og er fra Marokko, havde udvist "svigagtige forhold".

Hun havde ikke oplyst om, at hun havde overtrådt chokoladeafgiftsloven som erhvervsdrivende, og dermed havde hun og de to børn ifølge myndighederne uretmæssigt fået statsborgerskab og indfødsret.

Konsekvensen skulle være frakendelse af indfødsretten, lød det fra ministeriet og også anklagemyndigheden.

Men ny efterforskning satte altså sagen i et andet lys.

Manglende betalinger af afgift på slik og chokolade ville kun give en mindre bøde, viste det sig.

Forseelsen er så beskeden, at der ikke længere var grundlag for påstanden, oplyser anklageren.

- Det har været spild af alles tid, mener advokat Karina Grimstad Svenningsen.

- Sagen var ikke godt nok undersøgt fra starten, da Udlændinge- og Integrationsministeriet traf afgørelse.

- Oprindeligt mente anklagemyndigheden ikke, at den skulle føres, men ministeriet klagede til Statsadvokaten i København, som bestemte, at anklagemyndigheden skulle føre sagen alligevel, siger hun.

Sagen går adskillige år tilbage.

Det var i sommeren 2014, at kvinden erhvervede dansk statsborgerskab. Fra foråret samme år var der sket overtrædelse af loven, lød det i den såkaldte retsmødebegæring, som anklagemyndigheden i januar 2024 sendte til retten.

/ritzau/