Politiet får nu en app, som kan scanne et handicapparkeringskort i forruden af bilen og dermed forhindre snyd og misbrug med kortet.

Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

'Det er dybt usympatisk og forkasteligt, hvis mennesker snyder sig til en parkeringsplads, som er reserveret til borgere med handicap', siger justitsminister Nicolai Wammen (S) i pressemeddelelsen.

Det er desuden forventningen, at det nye værktøj inden årets udgang vil blive opdateret med nye funktioner, så politiet kan se endnu flere informationer om kortejeren og parkeringstilladelsen.

App’en virker på den måde, at den scanner handicapparkeringskortet i forruden af bilen, og på den måde kan politiet kontrollere, om kortet er gyldigt.

Rigspolitiet har udviklet det nye digitale værktøj i samarbejde med Danske Handicaporganisationer, og her glæder man sig over tiltaget.

Formand for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, siger:

»Svindel med falske, stjålne og ugyldige kort er et stort problem, fordi det er med til at ødelægge en ordning, som er enormt vigtig for mennesker med handicap. Handicapparkeringskortet er afgørende for, at folk kan hente deres børn, passe sit arbejde eller uddannelse, handle ind og have et socialt liv med venner og familie.«

»Derfor er vi glade for, at politiet nu får et nyt værktøj til at afsløre dem, der uden skrupler bruger ugyldige kort til at misbruge en ordning, som mange mennesker med handicap er afhængige af.«