Julen er hjerternes fest, men desværre også indbrudstyvenes.
Det måtte børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) sande, da hun onsdag aften kom hjem fra julefejring og opdagede, at nogen havde forsøgt at bryde ind i hendes hjem i Brønshøj.
Et vindue var brudt op, men der er tilsyneladende ikke blevet taget noget. Men oplevelsen er stadig ubehagelig, skriver hun på Facebook.
'Jeg er lige kommet hjem fra den dejligste jul – til et vindue, der er blevet brækket op. Øv! Her hos mig var tyvene stukket af uden at gå ind. Hos naboen var de knap så heldige', skriver ministeren.
Politiet er naturligvis blevet kontaktet, og toppolitikeren har været så heldig, at der allerede har været to betjente hjemme hos hende for at se på tingene.
'Nu har to gode betjente været hos naboen og hos mig. De har sikret spor og skabt lidt tryghed. Tak for det! Dejligt at I bruger juledagene på at passe på os og vores hjem. Nu håber jeg, at de får fanget indbrudstyvene. Øv – hvor er det bare ubehageligt at komme hjem til!,' skriver Pernille Rosenkrantz-Theil i Facebook-opslaget.
Hun bor sammen med sine to børn fra sit tidligere ægteskab med Mikkel Hansen, Vito og Vigga, i et stort hus i Brønshøj. I huset bor også ministerens forældre, og de bor sammen i et familiekollektiv.
Der var indbrud i mere end 450 private hjem juleaften. Det kan du læse mere om i artiklen herunder.