Selvom politiet bekræfter, at det især er danskere, der er ofre for de mange indbrud i Vollsmose, kan justitsminister Morten Bødskov stadig ikke få øje på nogen hetz.

- Jeg har ikke noget belæg for at sige, at de mange indbrud skyldes, at gerningsmændene bevist går efter etniske danskere, lød det i går fra Justitsminister Morten Bødskov i Folketinget. 

Her henviste han til en redegørelse, han havde modtaget fra Fyns Politi. Det er første gang han forholder sig til den indbrudshetz, som en anonym betjent ved Fyns Politi for en måned beskrev: 

- Ni ud af ti indbrud er nu rettet mod etniske danskere. Det er efterhånden en åbenstående joke blandt os kolleger, at når vi hører om et indbrud, ja så er det nok mod etniske danskere, sagde betjenten dengang.





Tendensen er siden blevet bekræftet af Ebbe Krogaard, der er leder af lokalpolitiet ved Fyns Politi.

- Min fornemmelse når jeg læser døgnrapporter og lignende er, at der er en overdel af danskere, der udsættes for indbrud i området, lød beskeden herfra. 

Chefpolitiinspektør hos Fyns Politi, John Jacobsen, har tidligere sagt det samme, og afviser da også, at man overhovedet har undersøgt om indbruddene særlig går ud danskere. 

- Det ved vi slet ikke, og sådan noget må vi slet ikke lave statistik på. Det eneste vi kan sige, er gerningsmændene vælger de lejligheder, hvor der er de bedste flugtveje, siger han.






Det var Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, der i går forsøgte at afkræve nogle svar fra ministeren. 

- Det er et ufuldstændigt svar. Han siger jo bare, at at politiet ikke kan klarlægge om der foregår en hetz. Vi skal have det her problem klarlagt, så nu må jeg jo spørge ham igen torsdag.

I Vollsmose ærgrer ministerens udmelding invalidepensionisten, Rene Larsen, der som den eneste har turdet stå frem med navn og fortælle om den indbrudshetz man som dansker er udsat i Vollsmose 

- Det passer simpelthen ikke, hvad ministeren siger, men det er jo også nemt at sige, når man sidder i København. Hvis han fik undersøgt det, så vil han jo opdage, at det forholder sig, som vi siger. Så sent som i weekenden havde en af mine danske naboere indbrud igen. Han er gået under jorden nu, og tør ikke sige noget. Og det tør jeg sådan set heller ikke fremover, siger han.  

Justitsminister Morten Bødskov ønskede i går ikke at tale med B.T.