Der er behov for uvildig undersøgelse, mener Venstre, Dansk Folkeparti og Enhedslisten om teledatasag.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) afviser, at der er behov for flere undersøgelser af Rigspolitiet i forbindelse med omfattende fejl i teledata, der kan afsløre folks færden.

Rigspolitichefen, Rigsadvokaten og Justitsministeriet har alle afleveret redegørelser, der kritiserer politiets håndtering af teledata, og ministeren har udtalt skarp kritik.

Venstre, Dansk Folkeparti og Enhedslisten har tidligere kritiseret, at myndighederne undersøger sig selv og opfordrer til en uvildig undersøgelse. Det afviser justitsministeren dog.

- Efter at have læst myndighedernes redegørelser i teledata-sagen mener jeg konkret ikke, at sagen giver anledning til at iværksætte yderligere undersøgelser, skriver han i et folketingssvar.

Politiets efterforskere har måttet gennemgå tusindvis af straffesager for fejl, fordi Rigspolitiets centrale it-system i en årrække har givet forkerte teleoplysninger i nogle sager.

Afvisningen fra justitsministeren skyldes, at der er afleveret flere detaljerede redegørelser, at myndighederne selv har redegjort for problematiske forhold, og at der allerede er iværksat tiltag til at rydde op.

- Jeg mener på den baggrund umiddelbart ikke, at man kan forvente, at yderligere undersøgelser af sagen skulle kunne tilføje noget så væsentligt, at det giver anledning til at ændre de dragne konklusioner, skriver justitsministeren.

Flere medier har fortalt, at Justitsministeriet i flere måneder kendte til problemerne med teledata uden at orientere hverken ministeren eller offentligheden.

Redegørelsen fra myndighederne retter dog det mest kritiske lys mod Rigspolitiets rolle i sagen. Rigspolitiet kritiseres for at levere mangelfulde orienteringer til Justitsministeriet.

De Konservative har krævet en uvildig undersøgelse, men tidligere justitsminister Søren Pape Poulsen (K) er tilfreds med retsvæsenets undersøgelse af sig selv.

Fra medio august til og med 18. oktober var der et midlertidigt stop for brug af teledata som beviser. Det medførte, at et stort antal retssager blev udsat, og at en række personer blev løsladt fra varetægtsfængsling.

Teledata er oplysninger om, hvilke mobiltelefoner der forbindes til hinanden, og hvilke telemaster de enkelte enheder skaber forbindelse til.

/ritzau/