Mandag bliver dagen, hvor tusindvis af danske forretningsdrivende har i sinde at trodse regeringens restriktioner og åbne deres butikker.

Det er i hvert fald forventningen hos Torkil Poulsen, der er direktør i virksomheden Dantracker.

I den forgangne uge stod han frem i B.T. med en klar opfordring til de liberale erhverv: »Epidemiloven kan ikke tilsidesætte grundloven. Derfor mener jeg, at vi er berettigede til at genåbne,« lød det.

Og siden er den opfordring tilsyneladende taget til i styrke. I hvert fald forventer Torkil Poulsen, at der er mindst 1.000 danske forretningsdrivende, som mandag slår dørene op for kunder igen, efter de har været lukket ned i månedsvis.

»Jeg regner stadig med, at der er mere end 1.000, som åbner. Jeg har modtaget så mange beskeder på Facebook, og folk er jo splittede, men jeg fornemmer også på de mail, som vi får i Dantracker, at vores forhandlere bakker os op,« siger han.

En af dem, der har meldt sig i rækken af forretningsindehavere, som mandag åbner, er tatovøren Nizar Saad.

Han ejer Ink and Art Copenhagen, og mandag vil det være muligt for kunder at blive tatoveret i butikken, fortæller han.

»Jeg har ændret det, så jeg i stedet er købmand. Så man kan komme og købe en tegning af mig, og hvis man så vil have den tatoveret, så forærer jeg en gratis tatovering,« siger han og tilføjer:

»Derudover overholder jeg alle retningslinjer. Man skal bære mundbind, jeg overtræder ikke forsamlingsforbuddet, og jeg tager alle forholdsregler,« siger han videre.

På hjemmesiden Aabne Forretninger i Danmark kan man skrive sig på, hvis man har i sinde at åbne mandag. I skrivende stund har 16 forretningsdrivende skrevet sig på listen, herunder Torkil Poulsen og Nizar Saad.

B.T. har forsøgt at kontakte flere af de andre, som har tilkendegivet, at de vil åbne. Men enkelte af dem oplyser, at de i forvejen havde tilladelse til at holde åbent, andre tager ikke telefonen, og så er der nogle, som ikke ønsker at stå frem med navn.

'En bølge er i gang'

Men Nizar Saad og Torkil Poulsen er altså ikke de eneste, som åbner mandag. B.T. har talt med en kvinde, som driver en massageklinik. Hun er nervøs for, at politiet kommer og lukker hendes forretning, hvis hun står frem med navn, og hun ønsker derfor at være anonym.

»Indtil nu har jeg holdt mig på den lovlige side, og det gør jeg også udadtil nu, hvor jeg kun sælger gavekort,« siger kvinden, hvis fulde identitet er B.T. bekendt.

»Men jeg kan jo altid byde gæster indenfor, og så ved jeg jo ikke, hvad der sker. Jeg har ikke butik ud til gaden, og det ligger lidt privat.«

Hvordan skal det forstås?

»Jeg er klar til at kæmpe for mine rettigheder. Jeg har også nogen, jeg skal forsørge, og jeg har haft lukket i lang tid på grund af det høje antal smittede, men nu synes jeg ikke, det hænger sammen mere. Så hvis nogen kommer og har akut brug for behandling, så kan jeg ikke sige nej. Jeg får smadret hele min forretning,«

Men er du ikke omfattet af hjælpepakkerne?

»Jo, men det har jeg kun fået en gang. Ansøgningerne er dårlig formuleret, så folk kan ikke finde ud af at søge, og jeg søgte også forkert sidste gang,« siger kvinden videre.

Restauranter og andre erhverv, der er omfattet af nedlukningen, kan få bøder på op til 5.000 kroner for at holde åben, men spørger man Torkil Poulsen, så er det ikke noget problem. Han mener, at man blot skal nægte at betale bøden og i stedet tage det i retten.

Og det er tilsyneladende holdningen hos flere af dem, der har i sinde at åbne. Kvinden, der ejer massageklinikken, mener, at bølgen af forretningsdrivende, som åbner mandag, ikke kan stoppes.

»En bølge er i gang, og den kan Mette (Mette Frederiksen, red.) ikke stoppe. Hun kan ikke sætte så mange politibetjente ud, for det er der ikke bemanding til,« siger hun.