Den 29-årige Hells Angels-topfigur - med flere domme bag sig - står helt uforstående over for anklager om groft skattesvig for 7,7 mio. kroner

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Den 29-årige Hells Angels-rocker Martin Young Schmidt, er tilsyneladende vant til at jonglere med millioner. I hans pragtvilla på Kamillavej 14 i Strib ved Middelfart har politiet fundet og beslaglagt safirer, rubiner, smaragder og ametyster til en værdi af 2,8 mio. kr.

Og i går blev han sigtet for groft skattesvig for intet mindre end 7,7 mio. kr. ved retten i Middelfart.

Men han står fuldstændig uforstående overfor den sigtelse.

»Jeg bor slet ikke i Danmark, men har adresse på Berghofstrasse 3 i Harrislee,« nåede Martin Schmidt at forklare, inden dørene blev lukket i grundlovsforhøret i går morges.

Den påstand lagde dommer Lis Hævdholm tilsyneladende ikke så megen vægt på. I hvert fald blev den 29-årige rocker varetægtsfængslet for fire uger.

Dæk-adresse?
Og hvad der egentlig ligger bag Martin Schmidts påståede adresse i Tyskland er svært at udrede. På den pågældende vej i det eksklusive Harrislee, lige syd for grænsen, er der umiddelbart ikke nogen, som kender til Martin Schmidt. Ejerne af huset skulle ifølge naboen selv have bygget det pågældende hus og have boet der i flere år.

I den forbindelse er det politiets erfaring, at mange danske rockere i de senere år har taget dæk-adresser i udlandet. Ved f.eks. at flytte til Tyskland kan man jo bl.a. købe luksusbiler langt billigere end i Danmark.

Krigsminister
Martin Schmidt er en af lederne i Hells Angels-kvarteret i Skt. Jørgensgade i Odense. Han er såkaldt »Sergeant of Arms« (krigsminister, sikkerhedsansvarlig) hos HA-banden i Odense. Flere kilder fortæller, at Martin Schmidt har en del at skulle have sagt i Hells Angels' topledelse.

Millionvillaen på Kamillavej i Strib, hvor politiet foretog sin store ransagning onsdag og foruden ædelstene også beslaglagde en Mercedes i million-klassen, er købt af Hells Angels-rockeren i august i år.

Købesummen er opgjort til to millioner, hvoraf Martin Schmidt tilsyneladende har stillet med en kontant udbetaling på 899.025,71 kr.

Huset har vakt opsigt i Strib i det seneste par år. Rygterne er gået stærkt i kvarteret om, at det var her, rockerne holdt til, men de har passet sig selv, og ingen har følt sig generet af dem.

Gammel kending
Martin Schmidt har tidligere været i politiets søgelys og er dømt flere gange. Ifølge Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er han direktør i firmaet EU Trade og stifter af anpartsselskabet EOS, hvilket står for Enemy of State Street Wear. Det sidste selskabs formål er at importere og sælge tøj fra egen butik. Firmaet EU Trade tager sig tilsyneladende af mange forskellige former for handel, og måske også med ædelstene.

Det er nu op til politiet at bevise, at ædelstens-rockerens gøren og laden har været ulovlig i skattemæssig forstand i de sidste tre år. Der er tale om den første store sag på dette område, hvor skattemyndigheder og kommune også har medvirket sammen med politiet.

I retten i går tilstod Martin Schmidt, at han havde overtrådt våbenloven ved at være i besiddelse af et magasin med 26 skarpladte patroner til en maskinpistol, samt en pistol.

Hans forsvarer, advokat Kenneth Pilemann, Silkeborg, ønskede åbne døre i retten.

»Det er vigtigt, at hr. og fru Jensen får indblik i, hvordan sager af denne karakter behandles i retten, og at det hele ikke skal foregå på politiets præmisser,« siger han.

»Der er tale om en overreaktion fra myndighedernes side. Man kan på en måde sammenligne denne her sag med Tvind-sagen, selvom den er knap så indviklet. Når min klient har opholdt sig så meget i Danmark, så er det fordi, han har haft særlige grunde til det,« siger Kenneth Pilemann, som kærede fængslingen til landsretten.