I 18 måneder har norsk politi efterforsket kidnapningen af milliardærfruen Anne-Elisabeth Falkevik Hagen. Nu er hendes mand, Tom Hagen, anholdt og sigtet for at have slået hende ihjel.
Papiret, som trusselsbrevet var skrevet på, var produceret på en papirfabrik i Portugal. Det var formentlig blevet købt i den svenske hardwarekæde Clas Ohlson - samme sted som den tysk-producerede konvolut, brevet lå i.
Tom Hagen forklarede politiet, at han fandt brevet, da han kom hjem fra arbejde den 31. oktober 2018 klokken 13.
Hans hustru, den 69-årige Anne-Elisabeth Falkevik Hagen, var ingen steder at finde. Hun svarede heller ikke sin telefon.
Sidste livstegn havde hun givet fra sig klokken 09.14, da hun talte med et familiemedlem.
I brevet, der var skrevet på dårligt norsk, blev der fremsat et krav på ni millioner euro, som skulle indbetales i kryptovalutaen Menora. Med kravet fulgte en trussel om, at hustruen ville blive dræbt, hvis Tom Hagen involverede politiet i sagen.
'Hvis du sætter penge over Anne Elisabeths liv, så vil vi lægge en video op på internettet af hendes sidste minutter. Nogen vil sikkert finde den og vise den til dig,' stod der i brevet, som det norske medie VG senere kunne citere.
Politiet foretog omfattende kriminaltekniske undersøgelser af milliardærens hjem. Der blev fundet plastikstrips, og der blev også fundet et såleaftryk i størrelse 45 fra en kondisko af mærket Sprox. Der var ingen tegn på indbrud i hjemmet, men Tom Hagen fortalte politiet, at der manglede en reservenøgle, som milliardærparret plejede at have liggende i garagen.
Politiet valgte i første omgang at holde sagen hemmelig for offentligheden. Først efter 71 dage valgte politiet at orientere offentligheden på et pressemøde.
»Vi har selvfølgelig flere hypoteser i sagen, men vores hovedhypotese har hele tiden været, at forurettede (Anne-Elisabeth Falkevik Hagen, red.) er blevet taget fra sit hjem af ukendte gerningsmænd mod sin vilje,« sagde politiinspektøren Tommy Brøske på et pressemøde 9. januar 2019.
Tom Hagen er den 172. rigeste person i Norge. Han har primært tjent sin formue ved køb og salg af strøm og ejendomsudvikling, og han menes at være god for 1,7 milliarder norske kroner - svarende til 1,3 milliarder danske kroner.
Mindede ikke om andre kidnapninger
At nogen kunne få den idé at afpresse milliardæren lød plausibel, men på et punkt adskilte sagen sig fra mønsteret i andre kidnapningssager. Tom Hagen modtog aldrig et livstegn fra sin hustru.
Kontakten med de mulige kidnappere blev ført via pengeoverførsler i kryptovaluta. Overførsler af bestemte summer var kodeord for forskellige udsagn, som Tom Hagen og kidnapperne kunne sende til hinanden.
Hvis Tom Hagen overførte et bestemt beløb, betød det eksempelvis 'Jeg har et problem, har brug for mere tid.' Hvis kidnapperne overførte et andet bestemt beløb, betød det 'Dårlig tid, hurtigt eller hun vil dø.'
Tom Hagen sendte politiet en liste med personer, der kunne tænkes at stå bag kidnapningen af hans hustru, og han udarbejdede også flere teorier om, hvad der kunne være sket.
Fordi der aldrig kom et livstegn fra milliardærfruen, anså politiet det gradvist som mere og mere usandsynligt, at hun stadig var i live.
I forsommeren 2019 begyndte politiet at betragte sagen som en drabssag, men i juli 2019 fortalte Tom Hagens bistandsadvokat Svein Holden, at der 8. juli havde været ny kontakt med bortførerne, og at det »giver håb om, at hun kommer tilbage i god behold«.
Omtrent samtidig fik politiet ifølge VG en dommerkendelse til at foretage hemmelige aflytninger af Tom Hagen. Det skete, fordi politiet havde fået oplysninger om, at parret havde haft et turbulent forhold, og at hun ønskede at komme ud af ægteskabet.
Efter måneders efterforskning blev rigmanden tirsdag anholdt på vej til arbejde.
»Politiet er nu af den opfattelse, at der ikke er sket en kidnapning. Og at der derfor ikke har været nogen intention om forhandlinger. Politiet mener med andre ord, at der er tale om en tydelig, planlagt vildledning,« sagde Tommy Brøske på et pressemøde om sagen tirsdag.
Med anholdelsen af Tom Hagen går efterforskingen nu ind i en ny fase. Rigmanden er blevet varetægtsfængslet i fire uger og skal afhøres med en sigtets rettigheder. Der bliver foretaget nye undersøgelser af parrets ejendomme, og derudover fortsætter politiet med at lede efter det vigtigste spor i sagen: Anne-Elisabeths Hagens lig.