Mille Mastrup var til fodbold på Brøndby Stadion, da en ellers festlig kampdag udviklede sig voldsomt.

Her blev hendes respiratorslange revet ud af tre Brøndby-fans, mens hun sad i sin kørestol, som bærer et lille FCK-klistermærke.

»De sagde, at hvis de manglede luft, så kunne de jo bare tage min,« fortalte den 26-årige til B.T. kort efter skrækoplevelsen, hvor hun måtte gispe efter vejret.

Nu er der nyt i sagen.

En mand i 40'erne blevet sigtet for overtrædelse af straffelovens, oplyser politikredsen til B.T.

»Københavns Vestegns Politi har på baggrund af efterforskningen i dag rejst sigtelse mod en mand i midten af 40’erne for overtrædelse af straffelovens § 252 om fareforvoldelse,« lyder det fra politiet.

Paragraffen omfatter 'nærliggende fare for nogens liv eller førlighed' og kan give op til otte års fængsel.

Således går man efter den paragraf, som politiet tilbage i maj ikke udelukkede overfor B.T. at tage i brug:

»Vi vil ikke afvise, at vi kan ende i paragraf 252, men vi skal lige vende det med juristerne,« sagde Brian Holm, der er vagtchef ved Vestegnens Politi.

Politiet understreger, at sagen har haft høj prioritet:

»At sigtelsen først er rejst i dag skyldes alene praktiske og logistiske forhold i forbindelse med sagens behandling.«

Politiet nævner desuden, at der ikke grundlag for at fremstille den sigtede i grundlovsforhør.

Af hensyn til den fortsatte efterforskning har Københavns Vestegns Politi ikke yderligere kommentarer.