Den tidligere ejer af det russiske olieselskab Yukos Mikhail Khodorkovskij blev tirsdag kendt skyldig i bedrageri og idømt ni års fængsel.

Den tidligere ejer af det russiske olieselskab Yukos Mikhail Khodorkovskij blev tirsdag kendt skyldig i bedrageri og skatteunddragelse og idømt ni års fængsel ved en domstol i Moskva.

Hans nære medarbejder og ligeledes ejer af Yukos Platon Lebedev fik samme dom. Begge afviser anklagerne og ventes at appellere dommen.

Sagen mod de to tidligere Yukos-ejere ses som politisk og præsident Vladimir Putins forsøg på at lukke munden på en mulig politisk konkurrent.

Dommen blev omgående mødt med kritik i Rusland og i udlandet, hvor mange mener, at det russiske retsvæsen blot er Kremls forlængede arm.

Mikhail Khodorkovskij sagde i en første kommentar, at dommen er udtryk for, at Rusland har et korrupt retsvæsen, der ikke er uafhængig af landets politiske ledelse.

/ritzau/