En politibetjent var sent lørdag aften udsat for en noget ubehagelig oplevelse.

For pludselig blev der affyret fyrværkeri mod betjenten, som befandt sig på Randers Politigård.

Det oplyser Østjyllands Politi i sin seneste døgnrapport.

Af den fremgår det, at hændelsen fandt sted klokken 22.38, mens betjenten opholdt sig i den indre gård på politigården.

»Fyrværkeriet eksploderede umiddelbart foran betjenten, som straks ringede efter hjælp,« lyder det i døgnrapporten.

Efterfølgende er tre personer blevet anholdt i sagen.

Der er tale om tre mænd på henholdsvis 18 år, 22 år og 23 år.

Mændene er alle sigtet for overtrædelse af straffelovens § 119 b, som blandt andet dækker over, at man kan blive straffet med bøde eller fængsel i op til otte år, hvis man med genstande angriber eksempelvis folk i offentlig tjeneste.

»Den videre efterforskning skal nu klarlægge de nærmere omstændigheder forud for handlingen,« oplyser Østjyllands Politi.

Den forurettede betjent kom ikke fysisk til skade under episoden.