Midten af december er højsæson for julefrokoster, og dermed også højtid for at bevæge sig højlydt rundt i gaderne.
For dem, der ikke ynder at gøre det til fods, er partybusser et hyppigt anvendt transportmidel.
Men det er ikke alle vognmænd bag de berygtede festbusser, der har orden i penalhuset.
Således har Tungvognscenter Øst beslaglagt hele fire partybusser, da en vognmand er mistænkt for at snyde med registrering af busserne.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Ved busser, der er indregistreret efter 1999, er der krav om, at der skal være sikkerhedsseler ved alle pladser i bussen. Derfor er partybusserne typisk busser af ældre dato.
Men politiet mistænker altså, at de konfiskerede busser har fået påført en falsk registreringsdato.
»Det er en kreativ måde at omgås reglerne om brug af seler i busser, men det er noget vi ser på med stor alvor, da det har betydning for passagerernes sikkerhed,« siger Henrik Haensel, der er leder af Tungvognscenter Øst ved Midt- og Vestsjællands Politi.
Busserne bliver nu undersøgt nærmere, for at klargøre, om køretøjerne overholder øvrige krav.
