To mænd på henholdsvis 55 og 61 år fremstilles lørdag i grundlovsforhør i en sag om besiddelse af "et større antal våben" og for besiddelse af narko, oplyser vagtchef David Borchersen fra Københavns Vestegns Politi.

- Der er tale om mindst fem håndvåben, og blandt dem er der også nogle lange våben, fortæller David Borchersen.

Betegnelsen "lange våben" dækker over eksempelvis rifler eller andre geværer.

Mændene blev anholdt i Rødovre fredag formiddag og stilles for en dommer ved Retten i Glostrup lørdag klokken 10.15.

Vagtchefen ønsker forud for lørdagens retsmøde ikke at komme med yderligere detaljer om sagen. Dog oplyser han, at mændene ikke umiddelbart tilhører bandemiljøet.

Ved retsmødet vil mændene blive præsenteret for anklagemyndighedens sigtelse, altså en beskrivelse af, hvad de konkret er mistænkt for at have gjort.

Herefter vil anklageren fremlægge politiets foreløbige oplysninger fra efterforskningen, og mændene vil få mulighed for at svare på spørgsmål fra både anklageren og fra deres advokater.

Herefter vil en dommer tage stilling til, om der er grundlag for at varetægtsfængsle mændene.

/ritzau/