Lørdag aften sad Michael Mariager med sin hustru, Karina, på fødegangen. De havde lige fået et nyt medlem af familien. Lillebror Simon var lige kommet til verdenen.

»Jeg ringede til bedstefaren med det samme og sagde 'Så er Sarah blevet storesøster'!. Han svarer mig hurtigt; 'Sarah er forsvundet og politiet er her.',« fortæller Michael Mariager, der er far til treårige Sarah, som lørdag aften forsvandt i Nordjylland.

Michael Mariager vender sig om mod sin kone, der ligger med deres nyfødte søn i barselssengen.

»Karina sagde med det samme til mig 'tag af sted, tag af sted nu!'. Det var forfærdeligt for hende. Utrolig hårdt.«

I et interview med BT sætter Michael Mariager ord på de dramatiske timer, hvor hans datter var forsvundet.

Efter han fik meddelelsen om Sarahs forsvinden,  kørte han med det samme mod Vodskov, der ligger lidt uden for Aalborg, hvor bedsteforældrene, naboer og flere politipatruljer allerede var ude og lede i mørket. Han frygtede det værste.

»Vi bor ikke langt fra Limfjorden, så vi ledte efter Sarah i alle grøfter og frygtede, at hun kunne være druknet. Det var det værste tænkelige, men jeg knyttede mig til håbet. For hunden Manfred var heller ikke blevet fundet - og de var jo sammen de to.«

Hele Danmark fulgte bekymret den store eftersøgning, der lørdag aften fandt sted omkring byen Vodskov, hvor den lille treårige Sarah pludselig forsvandt. Hele lokalområdet blev sat på den ande ende i eftersøgningen af Sarah, der forsvandt iført blomstrede gamachebukser og rosa gummistøvler. Naboer, redningshelikopter og mere end 30 politibetjente ledte i flere timer - uden held.

»Jeg tænkte, nu må jeg hellere ringe til Karina og sige, at Sarah og hunden ikke er fundet. Jeg var fuldstændig knust, men min kone var ufattelig stærk og sagde; 'Du må love mig, at vi holder sammen som familie uanset hvad.'«

På det tidspunkt, hvor Michael Mariager gik rundt på en mørk mark og ringede til sin kone, havde Sarah været væk i mere end tre timer.

Ikke længe efter fandt en redningshelikopter treårige Sarah og den lille hund Manfred på en mark.

»Manfred lå ovenpå hende og varmede hende midt på den kolde mark. Politiet sagde også til mig, at hunden vist nok skulle have en ekstra pølse den aften,« fortæller Michael Mariager.

Treårige Sarah med hunden Manfred.
Treårige Sarah med hunden Manfred.
Vis mere

Politiet ringede til Michael Mariager og sagde, at de havde fundet Sarah. At hun var kold og våd, men efter omstændighederne havde hun det godt. Han blev kørt i en patruljebil hen til den gård, hvor de havde fundet Sarah. Han løb hen til Sarah, som havde fået et varmetæppe omkring sig. Hun var helt stille, fortæller han.

Flere timer tidligere - omkring middagstid den aften - havde Sarahs bedsteforældre forberedt aftensmadden, da Sarah ubemærket havde sneget sig ud i mørket med hunden Manfred. Sammen havde de to følgesvende begivet sig ud på eventyr, indtil de pludselig havde gået så langt, at de ikke kunne finde tilbage. Alt i mens havde bedsteforældrene slået alarm og iværksat nabolaget og politiet i eftersøgningen.

»Da vi kørte hjem sagde Sarah til mig, 'far, jeg vil gerne have kartofler, bøf og sovs. Det var den aftensmad, de skulle have haft hos bedsteforældrene lørdag aften,« siger Sarahs far, Michael Mariager.

Få sekunder efter Sarah blev fundet, ringede Michael Mariager til sin hustru med den lykkelige nyhed. Efter Sarah havde fået et hurtigt bad tog de sammen til hospitalet, hvor de begge kunne hilse på hendes nye lillebror, Simon.

»Sarah var rigtig glad for sin lillebror. Hun ville gerne skifte ble og pudse hans næse. Simon har det også godt - en sund dreng. En ordentlig basse på fem kilo. Midt under det hele havde Karina heldigvis selskab af jordmoderen Gitte, som var helt fantastisk. Hun havde sørget for en stue, hvor vi kunne overnatte sammen på sygehuset. Hun var også blevet efter fyraften for at støtte Karina midt i det hele,« fortæller Michael Mariager, der gerne vil sige tak til alle på fødegangen og dem, der hjalp med eftersøgningen.

Han fortæller, at hele familien i dag har det godt. Sarah har fået lidt rifter og et blåt øje, men da BT taler med Michael Mariager fortæller han, at hun ligger og sover sammen med sin mor og lillebror i sengen.