Politiet har rejst tiltale i sagen om drabet på 22-årige Mia Skadhauge Stevn, der forsvandt efter en bytur i Aalborg sidste år.
Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Anklagemyndigheden afviser imidlertid at oplyse, hvad tiltalen mod den 37-årige mand præcist går ud på, eller hvor mange forhold der er i anklageskriftet.
»Vi har ikke nogen kommentarer på nuværende tidspunkt,« siger specialanklager ved Nordjyllands Politi Mette Bendix, der skal føre sagen ved retten i Aalborg, når den starter 7. juni.
Det er først muligt for pressen at få aktindsigt i anklageskriftet, syv dage efter at det er forkyndt for tiltalte, hvilket er sket onsdag.
Forsvareren for den 37-årige mand, advokat Mette Grith Stage, oplyser imidlertid til B.T., at hendes klient ud over selve drabet på Mia Skadhauge Stevn også er tiltalt for voldtægt og usømmelig omgang med lig i forhold til den 22-årige sygeplejerskestuderende.
»Da han tidligere har afgivet forklaring for lukkede døre i retten, er det begrænset, hvad jeg tør sige om hans konkrete stilling til tiltalepunkterne. Men han nægter sig skyldig i drab, og de to øvrige tiltalepunkter har han det heller ikke godt med. Det må du godt citere mig for,« siger Mette Grith Stage.
Mia Skadhauge Stevn forsvandt efter en bytur i Jomfru Ane Gade 6. februar 2022. Fire dage senere blev hun fundet dræbt i Dronninglund Storskov.
Den 37-årige mand har siddet varetægtsfængslet i sagen, siden han blev anholdt 9. februar sidste år og sigtet for drabet på Mia Skadhauge Stevn.
Da han blev fremstillet i grundlovsforhør, lød sigtelsen på, at drabet skete på ukendt vis og på ukendt sted i Nordjylland i tidsrummet 6. februar klokken 6.09 til 9. februar klokken 11.20.
Siden anholdelsen har den 37-årige frivilligt ladet sig varetægtsfængsle, selv om han altså har nægtet sig skyldig i drabet.
I februar meldte Nordjyllands Politi ud, at man var færdig med efterforskningen.
»Det samlede efterforskningsmateriale i forbindelse med Mia-sagen er nu, 2. februar 2023, blevet overdraget fra efterforskningen til Anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi.«
»Det indebærer, at der i de kommende måneder ligger et stort arbejde foran Anklagemyndigheden med en grundig gennemgang af hele sagens meget omfattende materiale, som politiet gennem et langvarigt efterforskningsarbejde har tilvejebragt,« fortalte specialanklager Mette Bendix i februar.
Retssagen skal for retten i Aalborg, hvor der er afsat ni retsdage fra 7. juni til 29. juni.
Lyt til B.T.'s kriminalpodcast 'På Fersk Gerning' her eller dér, hvor du normalt lytter til podcast: