Der var en særlig respekt omkring Merethe Stagetorn, og retten lyttede, når hun talte. Det fortæller den kendte forsvarer Mette Grith Stage, for hvem Merethe Stagetorn var et forbillede.

»Hun har været et fantastisk forbillede for mange især kvindelige advokater, for hun er den mest kendte kvindelige advokat. Hun var eksemplet på, at man som kvinde kunne nå til tops og få de store sager,« siger Mette Grith Stage.

Merethe Stagetorn døde søndag formiddag på et plejehjem i København i en alder af 75 år. Familien oplyser til Altinget, at de var samlet om hende i den sidste stund. Merethe Stagetorn efterlader et eftermæle som en af sin tids største forsvarsadvokater.

Mette Grith Stage fik lejlighed til at arbejde sammen med sit forbillede, da hun forsvarede en af de tiltalte i danmarkshistoriens største rockersag. 16 Hells Angels-rockere var tiltalt for en stribe overfald og drabsforsøg begået under bandekrigen mellem Hells Angels og indvandrergrupperinger på Nørrebro.

Mette Grith Stage. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2015)
Mette Grith Stage. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2015) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Rockerne havde hyret landets førende advokater, blandt dem Merethe Stagetorn, og under sagen fik Mette Grith Stage lejlighed til at opleve Merethe Stagetorns stil i retten på nærmeste hold:

»Den fine dame sad gerne og småsludrede med sin klient og delte halspastiller med ham. Dermed signalerede hun over for retten, at selvom hendes klient var tiltalt for grove forbrydelser, så var han også en skikkelig person, hun kunne tale med. Det var snedigt,« husker Mette Grith Stage.

Hun oplevede, at der var en særlig respekt omkring den aldrende advokat.

»Hun var god til at afhøre og god til at procedere. Hun havde rettens øre, og der blev lyttet til hende, når hun talte. Der var en særlig respekt omkring hendes navn,« siger Mette Grith Stage.

Medlemmer af Hells Angels ankommer til Retten i Glostrup forud for retmøde i den store rockersag.
Medlemmer af Hells Angels ankommer til Retten i Glostrup forud for retmøde i den store rockersag. Foto: LISELOTTE SABROE
Vis mere

Ud over at være en hamrende dygtig advokat var Merethe Stagetorn et meget dannet og omsorgsfuldt menneske. Under den store rockersag inviterede hun Mette Grith Stage og en anden jysk advokat ud i København.

»Hun syntes, det var synd for os, at vi skulle sidde og kede os på vores hotelværelse, så hun tog os med på restaurant, og bagefter var vi i operaen og se 'Madame Butterfly'. Jeg syntes, det var meget betænksomt af hende, og jeg var overrasket over, at hun gad bruge tid på at tage i operaen med to jyske advokater,« erindrer Mette Grith Stage.

Rockersagen endte med, at 14 personer blev idømt til sammen 111 år og syv måneders fængsel. Merethe Stagetorns klient blev pure frikendt i sagen. Han var tiltalt for at planlægge et drabsforsøg på Nørrebro-gangsteren 'Lille A'.

Merethe Stagetorn blev uddannet jurist i 1965 og har haft en lang række højtprofilerede sager, blandt andet Tvind-sagen, dopingsagen mod cykelrytteren Bo Hamburger og Brixtofte-sagen.

»Alle har ret til et forsvar. Som advokat vinder jeg ikke en sag, det handler det ikke om. Det handler om at bruge juraen til at sikre en så retfærdig straf som muligt,« har Merethe Stagetorn udtalt.

Merethe Stagetorn er mor til konditor Marianne Stagetorn Kolos og Henrik Stagetorn, der ligesom moren er forsvarsadvokat. Henrik Stagetorn har i dag ikke ønsket at udtale sig til B.T. om morens død.