Et opkald fra hemmeligt nummer har nu fået folketingsmedlem Mette Abildgaard til at indsende sin første politirapport. Men det var langt fra første gang, politikeren har oplevet chikane og trusler. Nu fortæller hun om bagsiden af sit mandat, om en debat hun af og til ikke kan rumme og om én uheldig udtalelse, der fik det til at eskalere.

Der er ét spørgsmål, Mette Abildgaard inderligt frygter svaret på.

Hvad er næste skridt?

Møder mændene op i hendes hjem? Standser de hende på gaden og konfronterer hende?

Mette Abildgaard er bange. Ikke hele tiden, men oftere end hun burde.

Og for en måned siden blev det for meget for den konservative politiker.

En decemberaften stod politikeren i sit hjem i København og pakkede julegaver ind, da hun fik et opkald fra et hemmeligt nummer. For politikere er sådanne opkald ikke usædvanlige at få, da mange ministre foretrækker skjulte numre. Som gruppeformand for de Konservative skal Mette Abildgaard være tilgængelig. Så hun tog telefonen.

»Du er en klam luder!« lød det fra en mandestemme i den anden ende.

»Hvad koster en klam luder som dig i timen?«

Mette Abildgaard forsøgte at komme i dialog med manden, fortæller hun. Han gentog sig selv flere gange og smed til sidst røret på. Det efterlod hende grublende.

»Hvad havde jeg gjort eller sagt, der stødte manden så meget, at han følte, at det opkald var på sin plads?« siger hun.

Som folketingspolitiker er 29-årige Mette Abildgaard begyndt at vænne sig til en ny virkelighed. En, hvor stadig flere og flere mennesker sender hende skriftlige trusler og ringer til hende sent om aftenen.

I en ny serie tager Berlingske fat i prisen for at være politiker anno 2018. Først beskrev integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg (V) sit liv bag sikkerhedsvagter. Siden har socialdemokraten Morten Bødskov fortalt om en fodboldkamp, der pludselig endte med vold. Nu skildrer Mette Abildgaard sit politiske liv med trusler og chikane og én særlig debat, der har haft store personlige konsekvenser for den unge politiker.

Et omdiskuteret opslag

Berlingske møder Mette Abildgaard på Christiansborg, efter hun netop har politianmeldt manden i telefonen.

»Som politiker er jeg vant til at blive kaldt grimme ting. Men det er ekstra ubehageligt, når det er et telefonopkald. For så får chikanen en ekstra dimension, og jeg kan virkelig mærke, at der sidder et levende menneske i den anden ende,« siger hun.

Det er politikerens første politianmeldelse, men opkaldet i december var ikke det første, Mette Abildgaard har modtaget.

Alligevel har netop dette opkald været debatteret vidt og bredt. For dagen efter opkaldet valgte politikeren at lægge mandens navn og billede op på Facebook. Hun vedhæftede screenshots fra en Facebook-gruppe, hvor manden »praler af« at stå bag opkaldet.

»Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det var ham. Havde jeg været det mindste i tvivl, kunne jeg ikke drømme om at lægge det op på Facebook,« siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet:

Men Mette Abildgaard blev kritiseret heftigt for sit opslag. Selvom den pågældende mand siden har bekræftet, at han var manden i den anden ende af telefonen, var det ikke bekræftet, da politikeren afslørede hans identitet.

For politikeren handlede det om at sende et signal. Vedkommende er en voksen mand og må derfor stå til ansvar for sine handlinger:

»Så håber jeg, at det her er med til, at han ikke gør det igen,« siger hun.

»Jeg kunne ikke rumme det«

Oprindeligt kunne Mette Abildgaard ikke forstå, hvorfor manden var så vred på hende. Det fandt hun dog snart ud af. For hans vrede opstod på baggrund af én debat, der har fyldt meget i Mette Abildgaards politiske liv.

Debatten om cannabis.

Politikeren har ofte udtrykt en stærk modvilje mod legalisering af hash. Både på sociale medier og i landsdækkende medier.

»Jeg tror ikke, at jeg har modtaget en trussel eller en ubehagelig besked, der ikke bundende i debatten om cannabis,« siger Mette Abildgaard.

Det er typisk mænd, som skriver til hende. Faktisk kan politikeren ikke huske, at hun nogensinde har modtaget en trussel fra en kvinde. Og der bruges ofte seksualiserede ord henvendt til hende som kvinde:

»Luder«, »fisse«, »voldtægt«.

Nogle gange udvikler beskederne sig til trusler på livet.

For ifølge nogen »fortjener« Mette Abildgaard »et nakkeskud« eller »at være et uskyldigt offer for bandekonflikten«.

Mette Abildgaard erkender, at det påvirker hende mere, end hvad hun selv ønsker.

»I nogen tilfælde har det afholdt mig fra at deltage i debatter om emnet, for jeg skal forberede mig mentalt på, at der efterfølgende kommer beskeder, hvor folk kalder mig en klam luder eller skriver, at jeg fortjener at dø,« siger hun og fortsætter:

»Jeg siger til mig selv, at jeg ikke må bukke under. Men det er en kamp i mit hoved hver eneste gang. Sidst Pusher-Street blev ryddet, skrev jeg ikke om det. Jeg kunne ikke rumme det.«

Diskurs på sociale medier

Egentlig var Mette Abildgaard overrasket over, at et emne som cannabis kan skabe så meget vrede i nogle mennesker.

Men også partifællen børne- og socialminister Mai Mercado har fået trusler på livet på baggrund af udtalelser om cannabis. Forrige år, var en trussel så grov og målrettet ministerens barn, at manden bag fik fem måneders fængsel.

»Jeg tror blandt andet, det skyldes grupper på Facebook, der handler om cannabis, og hvor folk opfordrer til chikane og deler kontaktoplysninger på politikere. Det blæser en stemning op,« siger Mette Abildgaard.

Artiklen fortsætter under billedet:

Vis mere

Politikeren bruger mindre og mindre tid på de sociale medier, for »det tager mere energi end det giver«. Og selvom Mette Abildgaard var forberedt på en vis mængde negativ omtale, er tonen blevet grimmere og grimmere de senere år.

»Det, der for alvor bekymrer mig, er, hvor hurtigt, det eskalerer,« siger hun.

Er sociale medier skyld i den negative diskurs, du beskriver?

»Sociale medier samler folk og kan opildne dem. På den måde er sociale medier skyld i diskursen, fordi det er en platform, hvor der er kort fra ord til handling. Det går stærkere, og det er mere tilgængeligt. Så det er jeg slet ikke i tvivl om.«

Mange kritiserer Christiansborg for at være en børnehave, hvor politikerne selv kaster mudder efter hinanden. Er der ikke noget rigtigt i den betragtning?

»Der er masser af tilfælde herinde, hvor dialogen ikke foregår på et tilstrækkelig sagligt niveau, men jeg synes heldigvis, at det er relativt sjældent. Men nogle gange, når der kommer et kamera op i snotten på folk, kan det medvirke til at tingene sættes mere på spidsen.«

De fleste er nok enige i, at trusler ikke bør være en del af noget job. Men bør oplevelser som dine alligevel ikke give anledning til selvgranskning?

»Det gør de også. For jeg kan også godt se, at jeg har lavet Facebook-opslag, som er meget provokerende. Jeg vil ikke undlade at lave provokerende opslag i fremtiden, men jeg vil nok bruge mere energi på at udfolde, hvad jeg mener. Det er dog vigtig at slå fast, at der ikke er noget »men« i den her debat.«

Når du kigger tilbage på ting, du har skrevet og sagt, har du så nogensinde provokeret unødigt?

»Men hvad er unødigt? Når jeg markerer et politisk synspunkt, gør jeg min pligt som politiker. Jeg synes ikke, at jeg gør det unødvendigt,« siger hun.

»En fandens karl«

Men når Mette Abildgaard tænker tilbage, ved hun godt, hvor noget af det had, hun modtager, stammer fra.

Tilbage i februar sidste år kom hun med en uheldig udtalelse. I et interview med onlinemediet Avisen.dk blev hun af journalisten spurgt, hvorfor der ikke er »fordele ved at sælge hash legalt, når det allerede er almen kendt, at det sælges illegalt«.

Her brugte hun en sammenligning, hun i dag kalder »dum«.

»Men skulle vi så også legalisere børneporno? Fordi det foregår også i det skjulte i dag. For så kunne vi også nemmere finde dem og gå i dialog med dem om, hvorfor børneporno er noget skidt? Den argumentation køber jeg ikke,« udtalte hun dengang.

Episoden ærgrer Mette Abildgaard, for hun mener heller ikke, at citatet blev fremstillet i den hensigt, hun havde.

»Jeg brugte et eksempel for at illustrere, hvorfor argumentet var dumt. Børneporno var et ekstremt eksempel, og det har fået nogen til at tro, at jeg sammenligner børneporno med det at tage cannabis. Det har jeg intet ønske om, for forbrydelserne kan ikke sammenlignes,« siger hun.

En gang i mellem cirkulerer artiklen stadig på sociale medier, og hver gang ankommer chikanen og truslerne i hendes indbakke.

Men det er ikke dem, hun frygter. Mette Abildgaard frygter næste skridt.

»Hvornår er det ikke nok at kunne prale med at have chikaneret mig over telefonen? Hvornår er det nødvendigt at chikanere mig fysisk for at være en fandens karl? Møder de her mennesker op hjemme hos mig? Konfronterer de mig på gaden? Jeg bor tæt på Christiania. Hvad sker der næste gang, jeg løber en tur ved Christiania, og mørket falder på? Det er det spørgsmål, jeg frygter svaret på: Hvad er det næste?«