Metrospor blev lukket mens politi efterforskede i tunnelrør
Metroen i København kører igen, efter at driften mellem Vibenshus Runddel og Nørrebros Runddel blev stoppet.

Metroen i København kører igen, efter at driften mellem Vibenshus Runddel og Nørrebros Runddel blev stoppet.

Københavns Politi foretog tirsdag undersøgelser i et tunnelrør i metroen mellem Nørrebro og Nørrebros Runddel.
Det skyldtes undersøgelser af det, som politiet kalder "et mistænkeligt forhold".
Det oplyser politiet på meddelelsestjenesten Politi Update tirsdag middag.
I forbindelse med politiets undersøgelse blev metrotrafikken på en del af Cityringen - metroens linje M3 - indstillet i cirka en time mellem klokken 11.24 og 12.23.
På metroens hjemmeside fremgik det, at det var mellem Vibenshus Runddel og Nørrebros Runddel, at der ikke kørte metro-tog. Der var samtidig togskift på flere stationer i begge spor.
Nicolai Ullits, der er vagtchef ved Københavns Politi, vil ikke fortælle, hvad det mistænkelige forhold dækker over.
- Det er et mistænkeligt forhold, som vi nu har undersøgt. Nu er vi færdige på stedet, og trafikken er genoptaget, siger han.
Han fortæller videre, at der ikke er grund til bekymring for borgere i området.
RITZAU