Merete lagde allerede mærke til gruppen af mænd, da de ankom til storskærmsarrangementet og slog sig ned ikke langt fra hende.
Der var noget ved dem, der var 'off'. Som om de opsøgte ballade.
»De kom hverken i en trøje fra Norge, Elfenbenskysten eller et andet landshold – de havde bare alle sort træningstøj på. Og så gik der ikke længe, før jeg bemærkede, at de blev i dårligere og dårligere humør,« fortæller Merete.
Hun var selv til stede med nogle veninder, da kampen mellem Norge og Elfenbenskysten blev vist på en storskærm på Islands Brygge i tirsdags.
Og hendes bange anelser om mandegruppen blev bekræftet, da de pludselig pustede sig op og stod ansigt til ansigt med en svensk fodboldfan.
»Da Norge scorede til 2-1, blev der jublet og kastet med noget øl. Den svenske mand rejser sig, fordi der er nogle kvinder, som bliver ramt af øl, og går hen mod mændene med armene nede for at signalere, 'lad os ikke være uvenner', og så slår ham den sigtede ham ud af det blå i ansigtet,« siger Merete, der af hensyn til sin sikkerhed ikke ønsker at få sit rigtige navn ud, og fortsætter:
»Derefter får han et spark eller to ekstra i hovedet. Og det er ikke den sigtede, der sparker.«
Den 32-årige svenske mand mistede livet i forbindelse med overfaldet.
At han også blev sparket, bliver bekræftet af et andet vidne, som B.T. har talt med.
Vidnet, som vi kalder Marcus, sad et par meter væk fra den sigtede og hans venner.
»Jeg ser, at han bliver sparket i hvert fald en gang af en af mændene, som generelt bare var ude på ballade. Jeg lagde mærke til dem, så snart de kom, fordi de bare havde den her lidt utryghedsskabende attitude,« siger han.
Begge vidner peger altså på i hvert fald én yderligere gerningsmand, end den ene der lige nu er sigtet i sagen.
Fredag blev en 31-årig mand sigtet for at have slået den svenske mand med en knytnæve og bragt ham i livsfare, da slaget ifølge politiet forårsagede et brud på øverste halshvirvel og pulsåren.
Men det skaber en undren hos Marcus.
»Jeg så både knytnæveslaget og i hvert fald et spark, og sparket var hårdere, synes jeg. Så jeg håber da, at man gør alt for at finde de andre, hvis det er en af dem, der måske reelt set har været skyld i de livstruende skader,« siger Marcus.
Der er altså lige nu ingen personer, der er sigtet for at sparke den svenske mand.
B.T. har spurgt Københavns Politi, om man jagter andre gerningsmænd, og om man vurderer, at den svenske mand også blev sparket.
Fra politikredsen lyder det:
»Sagen fra Islands Brygge er fortsat under efterforskning. Det handler bl.a. om at klarlægge de nærmere omstændigheder i forbindelse med volden begået mod den 32-årige svenske statsborger, der lørdag afgik ved døden, herunder også om der var andre medgerningsmænd.«
»Er der vidner, der har overværet episoden, eller som har oplysninger til sagen, hører vi meget gerne fra dem. De kan kontakte politiet på tlf. 1-1-4 eller sende os et tip via politi.dk.«
Oplevelsen har sat sig dybt i Merete, der stadig er meget påvirket.
»Jeg har det forfærdeligt. En svensk mand kommer til vores by for at se fodbold og have en glad dag, og det har vi så ikke plads til. Hvad fanden er det for noget?« siger hun.