Politiinspektør vil ikke komme nærmere ind på, hvad der præcis får politiet til at slå efterforskning sammen.

Tre drab på Sjælland i løbet af fire måneder minder så meget om hinanden, at politiet nu slår efterforskningen af drabene sammen.

- Der er brugt samme fremgangsmåde, hvor offeret er blevet slået ihjel, og gerningsmanden eller -mændene derefter har sat ild til huset, siger politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Men der er også andre grunde til, at det giver god mening at samle kræfterne og udnytte den viden, vi har, fortsætter han.

Politiinspektøren vil dog ikke gå i detaljer med, hvilke andre lighedspunkter der er i drabssagerne. Han vil heller ikke komme ind på et muligt fælles motiv til drabene.

- Det vil vi ikke spekulere i på nuværende tidspunkt. Vi er fokuseret på, at vi gør vores indsats bedst muligt med de dedikerede medarbejdere vi nu har sat på.

- Og så håber vi, at vi med den indsats kommer nærmere på den eller de gerningsmænd, der har begået en eller flere af disse forbrydelser, siger Kim Kliver.

Tidligere tirsdag oplyste politiet, at det med sikkerhed er slået fast, at den person, som søndag blev fundet død i et udbrændt stuehus på Slagelse Landevej ved Vemmelev, var blevet dræbt forud for branden.

Dermed ligner sagen to andre drab, der har fundet sted de seneste fire måneder på Vestsjælland.

I Grevinge i Odsherred var det en 65-årig mand, der 14. februar blev fundet dræbt i et udbrændt hus. Han var blandt andet blevet udsat for grov vold.

I Ruds Vedby nord for Slagelse var der brand i en 68-årig møntsamlers hus 21. april. Liget af ham blev senere fundet i Blæsinge Grusgrav ved Slagelse.

Drabene er sket i to politikredse, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi samt Midt- og Vestsjællands Politi. De to kredse samarbejder og er i løbende dialog om sagerne.

Politiet er stadig i gang med tekniske undersøgelser i huset på Slagelse Landevej, ligesom vidner og naboer afhøres.

Blandt andet arbejder politiet på at få identificeret den afdøde. I huset bor en 80-årig mand, som sidst er set lørdag ved middagstid.

Samtidig vil politiet meget gerne høre fra folk, som måtte have bemærket noget, der kan hjælpe i efterforskningen.

- Vi har allerede fået en del oplysninger, men har i høj grad brug for, at personer, som måtte have iagttaget noget omkring boligen hen over weekenden, men også øvrige mistænkeligt forhold, henvender sig, siger Kim Kliver.

/ritzau/