Mentalundersøgelsen, som den drabsmistænkte Peter Madsen er blevet underlagt, er nu afsluttet, og et resultat ligger klar. Undersøgelsen er forelagt anklager Jakob Buch-Jepsen, som bekræfter, at undersøgelsen nu er afsluttet. Resultatet slipper dog ikke ud i offentligheden foreløbig, siger han.

»Undersøgelsen er modtaget her, men vi har ikke yderligere kommentarer,« siger anklageren.

Peter Madsen.
Peter Madsen. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

- Hvorfor vil I ikke uddybe resultatet af undersøgelsen?

»Det skyldes, at undersøgelsens resultat er personfølsomme oplysninger. I forbindelse med udarbejdelsen af anklageskriftet, vil der dog fremkomme indikationer på, hvad resultatet af mentalundersøgelsen er,« siger han.

Disse indikationer kommer i forbindelse med, at selve mentalundersøgelsen kommer med en anbefaling af hvilken straf, som kan anvendes i sagen mod Peter Madsen, såfremt han kendes skyldig i drab. Hvis mentalundersøgelsen vurderer, at han er normal eller har en personlighedsforstyrrelse, hvor han stadig er bevidst om sine handlinger, så vil anbefalingen være, at Peter Madsen kan straffes normalt.

 

Hvis anbefalingen derimod lyder på en behandlingsdom, så skyldes det, at mentalundersøgelsen konkluderer, at Peter Madsen vurderes sindsyg og derfor ikke ansvarlig for sine handlinger.

Mentalundersøgelsen kan også anbefale forvaring på ubestemt tid. Det sker som regel, når psykiaterne vurderer, at Peter Madsen vil udgøre en væsentlig trussel for andre, såfremt han sættes på fri fod igen.

Holder jul i fængslet

Peter Madsen kommer desuden til at fejre jul bag tremmer. Han har frivilligt indvilliget i at forlænge sin varetægtsfængsling med yderligere fire uger.

Det var ellers planen, at dommeren i Københavns Byret skulle have taget stilling til, om fængsling i ubådssag skulle forlænges på baggrund af et retsmøde i sagen.

Ved sidste fristforlængelse i november måned gik Peter Madsen ligeledes med til frivilligt at forblive varetægtsfængslet, mens sagens efterforskning stod på. Det var også forventet, at det samme ville ske i denne omgang.

 

»Min klient og jeg har d.d. (mandag) meddelt anklageren, at han er indforstået med en fortsat fængsling i 4 uger uden fremstilling for retten,« skriver Betina Hald Engmark i en sms til BT.

Peter Madsen er mistænkt for at have dræbt den svenske journalist Kim Wall ombord på ubåden Nautilus mellem 10. og 11. august i år. Peter Madsen har indrømmet, at han parterede liget og efterlod delene i Øresund.

Retsagen mod ham starter den 8. marts 2018.

Han nægter sig fortsat skyldig i drab. Hans forklaring har skiftet flere gange, men nu forklarer han, at Kim Wall døde som følge af et gasudslip på ubåden. Muligvis af kulilte. Tidligere har han fortalt, at hun døde af kraniebrud efter en faldulykke på ubåden. Dette har dog vist sig ikke at være korrekt, da Københavns Politi fandt Kim Walls hovede i Øresund og danske retsmedicinere kunne fastslå, at hovedet ikke havde kranietraumer.