En 70-årig mand fra København skal straffes med fængsel, fordi han i efteråret sidste år voldtog en retarderet mand i et idrætscenter.

Sådan lyder den alvorlige tiltale mod pensionisten i det anklageskrift, som B.T. har fået aktindsigt i.

Ifølge tiltalen mod den 70-årige mand fra anklagemyndigheden i Københavns Politi udnyttede han offerets mentale retardering, da han en eftermiddag i august i fjor begik både voldtægt og til dels forsøg herpå samt voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

Det foregik i et omklædningsrum i Grøndal MultiCenter på Hvidkildevej i den nordvestlige del af København, hvor den forurettede mand ifølge anklageskriftet flere gange forsøgte at sige fra over for den nu tiltalte mands seksuelle tilnærmelser og handlinger.

B.T. ville gerne kunne oplyse alderen på den forurettede mand i anklageskriftet, men den oplysning ønsker Københavns Politi ikke at bidrage med, lyder meldingen i en mail fra politikredsens pressesektion.

Det er foreløbig uvist, hvordan den 70-årige mand vil stille sig til tiltalen, når straffe i den kommende uge skal behandles ved Retten på Frederiksberg.

Dog tyder det på, at han ikke har i sinde at erkende sig skyldig, da sagen er berammet som en domsmandssag, hvor både en juridisk uddannet dommer og to domsmænd skal afgøre spørgsmålet om skyld og eventuel straf.