Manden, der er efterlyst for et groft økseoverfald på Cirkle K i Birkerød og som nu også mistænkes for at stå bag et bankrøveri i Ringsted, er tidligere dømt for røveri og vold.

Siden lørdag aften har politiet jagtet en 29-årig mand, som formodes at stå bag et groft økseoverfald mod to 19-årige. Mandag oplyser politiet, at den samme person mistænkes for at stå bag et bankrøveri i Ringsted.

Den efterlyste mand - hvis navn politiet ikke har offentliggjort - har tidligere vist, at røveri er hans speciale. I maj 2013 blev han efterlyst for to røverier begået mod Netto-butikker i Holte og Fredensborg 1. november 2012. Røverierne begik han sammen med en dengang 18-årig Tjetjener og en tredje person.

De tre mænd truede personalet med knive til at udlevere kontante pengebeløb. I Netto-butikken i Holte lykkedes det personalet at forskanse sig, og røverne måtte flygte fra stedet uden udbytte, men i Netto-butikken i Fredensborg truede røverne sig til et større pengebeløb.

Efterfølgende tog de flugten i en stjålen Audi A3, men efter en politijagt kørte røverne galt. En af røverne blev anholdt, men den nu efterlyste og tjetjeneren flygtede til fods.

Det lykkedes dem efterfølgende at flygte til Canada, men 3. februar meldte han sig selv til canadisk politi og blev efterfølgende udleveret til Danmark, hvor han blev dømt til røverierne.

Under sin varetægtsfængsling stod han bag et overfald på to fængselsbetjente, der begge blev tildelt knytnæveslag i hovedet. Det skriver Ekstra Bladet.

Det unge par – som ifølge politiets oplysninger ikke kendte gerningsmanden - blev ramt i hovedet og overkroppen men formåede at flygte ind på tankstationen, hvor en kvindelig medarbejder aktiverede overfaldsalarmen. Begge ofre er udenfor livsfare.

Tidligt søndag morgen offentliggjorde politiet et billedet af den formodede gerningsmand med en advarsel om, at man på ingen måde selv skal pågribe ham.

»Vi anser ham for meget farlig, fordi det er et umotiveret overfald, hvor han ikke kender de forurettede,« lød det fra politiet.

BT talte med den 29-åriges far, Abdelkader Salem Al-Tamimi. Han fortalte, at sønnen blev forandret i fængslet, hvor han i længere tid sad isolationsfængslet. Den 29-årige blev for ti dage siden løsladt fra Nyborg Statsfængsel. Faren fortæller, at han efter sit fængselsophold havde tabt ti kilo og var helt forandret.

»Han var fuldstændig anderledes og bange, da han kom ud. Han var ikke som i gamle dage. Jeg forstår ikke, hvad de har gjort mod ham,« fortæller han.

Abdelkader Salem Al-Tamimi fortalte, at han er nervøs for, hvad der sker, hvis politiet finder hans søn.

»Jeg tror, de skyder ham,« sagde han til BT.