Godthaabskirken risikerer en bøde på 80.000 kroner, fordi kirkesanger ikke havde arbejdstilladelse.

Mandag indleder Retten på Frederiksberg en sag mod en amerikansk studerende og seks kirker, fordi den studerende sang i kirkerne uden at have arbejdstilladelse.

Ifølge anklagemyndigheden er overtrædelsen af udlændingeloven sket under "skærpende omstændigheder". Det betyder, at bøden til kirkerne som udgangspunkt lyder på 20.000 kroner pr. påbegyndt måned.

En af kirkerne er Godthaabskirken på Frederiksberg, hvor den studerende sang ved forskellige lejligheder i løbet af fire måneder. Kirken står altså til en bøde på 80.000 kroner.

- Sagen kommer for retten, fordi vi ikke ville betale bøden, og det er jo et tegn på, at vi ikke mener, at det er fair, siger formanden for menighedsrådet, Hans-Henrik Jørgensen.

- Det er fuldstændigt ude af proportioner. I den ene måned har hun sunget ved to bisættelser. Det skal vi så betale en bøde på 20.000 kroner for, siger han.

Ifølge Hans-Henrik Jørgensen havde den kvindelige studerende både dansk skattekort og cpr-nummer samt et svensk efternavn.

- Men så er hendes arbejdstilladelse åbenbart bortfaldet, fordi hun er flyttet til Malmø. Det gør det svært for personalet, for skal man hver måned bede om at se pas og gyldig arbejdstilladelse?, spørger menighedsrådsformanden.

Han mener, at myndighederne farer for hårdt frem.

- Det er et urimeligt hårdt at sige, at der er tale om skærpende omstændigheder. Vi har formentlig uagtsomt overtrådt udlændingeloven, men der er ikke tale om, at vi har underbetalt nogen. Vi har betalt den gældende takst og indeholdt skat af beløbet, siger Hans-Henrik Jørgensen.

- Men det er jo endnu værre for hende, tilføjer han med en henvisning til den amerikanske studerende.

Anklagemyndigheden vil have hende idømt en fængselsstraf og udvist med indrejseforbud i seks år.

/ritzau/