Politiet mangler overvågningsmateriale, der kan have afgørende betydning i efterforskning af drabet på teenageren Emilie Meng.

Det fortæller familiens bistandsadvokat, Mai-Brit Storm-Thygesen, i dokumentarudsendelsen 'Hvor er politiet’, der sendes på TV 2 torsdag.

Videooptagelserne fra McDonald's kunne ifølge advokaten have været et vigtigt spor, fordi Emilie Meng og hendes veninder befandt sig på McDonald's i Slagelse, inden de tog toget til Korsør. Derfor undrer det bistandsadvokaten, at optagelserne aldrig blev indhentet af politiet.

»Det er jo børnelærdom, at når en person forsvinder, så er sporene stærkest i starten, og det ved jeg, at familien også tænkte,« siger Mai-Brit Storm Thygesen ifølge TV2.dk.

I niende afsnit af B.T.s podcast 'Nogen ved noget: Emilie Meng-mysteriet' fortæller samme bistandsadvokat, at politiet også mangler overvågning fra det ene af overvågningskameraerne fra Korsør Station. Hvilket af overvågningskameraerne det drejer sig om, har hun ikke kunnet få oplyst.

Hun fortæller også, at familien har kritiseret Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi for at have været for langsomme til at indsamle information om de andre passagerer i toget mellem Slagelse og Korsør.

Overvågning og passagerlister kan være afgørende for efterforskningen, fordi de kan indeholde information om gerningsmanden, der mere end tre år efter drabet stadig går fri.

Videooptagelser fra McDonald's opbevares i maksimalt 30 dage, og materialet findes derfor ikke længere.

Emilie Meng blev sidst set i live ved Korsør Station klokken lidt i fire natten til 10. juli 2016. Veninderne tog en taxi hjem, men Emilie valgte i stedet at gå til sit hjem i den anden ende af Korsør.

Politiet gik først ud med en teori om, at hun var stukket af hjemmefra på grund af kærestesorg, men hendes familie og venner var overbeviste om, at der var sket hende noget alvorligt.

168 dage senere blev Emilie Meng fundet død i en sø ved Regnemarks Bakke, 65 kilometer derfra.

Du kan høre alle afsnit af B.T.s podcast om sagen her.