En 21-årig mand er i kritisk tilstand efter et skyderi på Jægersborggade i København mandag aften.

Han modtager behandling på Rigshospitalet.

Det oplyser central efterforskningsleder hos Københavns Politi Torben Madsen natten til tirsdag.

De pårørende er informeret.

Politiet fik anmeldelsen om et skyderi ved Jægersborggade mandag klokken 20.02 og efterforsker fortsat i området, oplyser Torben Madsen.

»Vi bliver stille og roligt færdige med de indledende undersøgelser derude, men er stadigvæk til stede med politi,« siger han.

Politiet var massivt til stede i området efter skyderiet mandag aften.

Endnu har politiet ikke noget nærmere signalement af gerningspersonen eller -personerne.

»Ikke på nuværende tidspunkt – andet end at man har set mørkklædte personer dernede,« siger Torben Madsen.

»Er der personer, som har befundet sig i området og set eller hørt noget og endnu ikke talt med politiet, så hører vi gerne fra dem,« tilføjer efterforskningslederen.

Politiet ønsker endnu ikke at udtale sig om, hvad der kan være gået forud for skyderiet.

»Det er stadigvæk en del af efterforskningen, som vi ikke har yderligere kommentarer til,« siger Madsen.

Der er også blevet efterforsket i området omkring Mjølnerparken på Nørrebro i København i forbindelse med skudepisoden.

Klokken 21.26 skrev Københavns Politi på det sociale medie Twitter, at det vil være på Jægersborggade nogle timer endnu, og det var politiet natten til tirsdag fortsat.

»Endvidere vil vi fra klokken 08.00 i morgen være til stede med en mobil politistation i tryghedsskabende øjemed,« lød det.

En person blev efter skyderiet anholdt ved Mimersparken, der ligger tæt på Mjølnerparken.

Personen er siden blevet løsladt og har ikke på det foreliggende grundlag kunnet kobles til hændelsen, siger central efterforskningsleder ved Københavns Politi Torben Madsen til Ritzau.