Politiet har dagen igennem været til stede i Faxe Ladeplads for at undersøge et mistænkeligt forhold.

Og nu oplyser politiet, at det skyldes, at en mand er fundet død.

Det oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

En mand er anholdt i sagen – og han sidder til afhøring netop nu.

»Ud fra vores indledende efterforskning og undersøgelser kan det ikke udelukkes, at der kan være tale om en forbrydelse. Derfor har vi sat en intensiv efterforskning i gang for at afdække hændelsesforløbet,« siger vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson.

Politiets arbejde er foregået på en adresse på Svend Gøngesvej.

I pressemeddelelsen oplyser politiet, at den afdøde formentlig er en mand, som blev meldt savnet i august.

Den endelige identitet er dog ikke fastslået.

Men de pårørende til den efterlyste er underrettet om fundet.

Afslutningsvis oplyser politiet, at man gerne vil høre fra vidner, der måtte have observeret noget mistænkeligt i området omkring Svend Gøngesvej i Faxe Ladeplads de seneste måneder.

I så fald kan man kontakte politiet på telefon 114.