Hun er gift med Donald Trump, men finder sig ikke i hvad som helst.

Med trussel om et solidt sagsanlæg har den amerikanske førstedame Melania Trump fået den britiske avis The Telegraph til at krybe til korset.

Det udløser nu en uforbeholden undskyldning  og en betydelig erstatning til den 48-årige eksmodel.

I en nærgående artikel, der fredag i sidste uge blev publiseret i The Telegraphs magasin-sektion under overskriften »Melanias mysterium«, fremsatte den amerikanske skribent Nina Burleigh en række påstande, der er faldet fru Trump stærkt for brystet.

»Vi undskylder uforbeholdent til The First Lady og hendes familie for enhver forlegenhed, som vores offentliggørelse af disse påstande må have afstedkommet,« står der ifølge CNN blandt andet i en skriftlig undskyldning, som den britiske avis offentliggjorde sent fredag.

Samtidig er artiklen blevet fjernet fra avisens hjemmeside.

Melania Trump ville blandt andet ikke finde sig i den kritiske artikels beskrivelse af hendes far, Viktor Knavs, som en truende personlighed.

»Fru Trumps far skræmte ikke sine omgivelser, og han styrede ikke familien,« lyder det nu i tilbagetoget fra den engelske avis.

I Melania Trumps barndom i det dengang kommunistiske Slovenien solgte faderen biler og motorcykler, men begge hendes forældre er nu flyttet til USA og er blevet amerikanske statsborgere.

Donald Trumps svigerforældre - Viktor og Amalija Knavs - kommer fra Slovenien i det sydøstlige Europa, men er nu blevet amerikanske statsborgere. Her går de i sommeren 2017 på græsplænen foran Det Hvide Hus i Washington.
Donald Trumps svigerforældre - Viktor og Amalija Knavs - kommer fra Slovenien i det sydøstlige Europa, men er nu blevet amerikanske statsborgere. Her går de i sommeren 2017 på græsplænen foran Det Hvide Hus i Washington. Foto: MANDEL NGAN
Vis mere

I artiklen påstås det også, at Melania allerede forlod sine universitetsstudier i Slovenien efter kun ét år på grund af en dårlig eksamen. Her har avisen nu rettet ind efter den amerikanske førstedames egen version om, at hun droppede studierne, fordi hun på fuld tid ønskede at forfølge sine modeldrømme.

I samme boldgade undskylder The Telegraph også at have sat spørgsmål ved, om Melania var en succesfuld model FORUD for mødet med Donald Trump i 1998 - og i øvrigt påstod artiklen også fejlagtigt, at det nuværende ægtepar allerede mødtes to år tidligere i 1996.

»Fru Trump havde ikke problemer med sin modelkarriere, før hun mødte hr. Trump, og det var ikke på grund af hjælp fra hr. Trump, at hendes karriere tog fart,« lyder det i undskyldningen.

Melania og Donald Trump under et besøg på en amerikansk flybase i Irak i december 2018.
Melania og Donald Trump under et besøg på en amerikansk flybase i Irak i december 2018. Foto: JONATHAN ERNST
Vis mere

»Vi anerkender, at fru Trump var en succesfuld, professionel model ved egen kraft, før hun mødte sin mand, og hun opnåede sine model-opgaver uden hans assistance,« siger avisen. The Telegraph tilbagetrækker også en påstand om, at Melanie Trump græd på valgnatten, da hendes mand vandt præsidentposten.

Det er ikke første gang, at den amerikanske førstedame med held juridisk vrider armen om på et medie.

I 2017 måtte Daily Mail betale hende 2,9 mio dollar - ca. 19 mio. kr. - efter at hun havde lagt sag an mod avisen for falske og ærekrænkende påstande om hende.

Den britiske avis havde i august 2016 skrevet, at hun i sin modeltid havde arbejdet som escortpige.