Politiet har indtil tidligt søndag morgen endevendt Kobbelskoven nær Rødvig på Stevns syd for Køge, hvor en 22-årig mand lørdag eftermiddag blev fundet dræbt.

Den 22-årige blev sidst set fredag, men først efter ligsynet, der finder sted søndag eller mandag, kan politiet sige præcis, hvornår og hvordan han mistede livet.

Ifølge den lokale avis sn.dk blev den 22-årige trukket efter en bil med en løkke om halsen. Avisen erfarer, at han fredag gik ud forat lufte sin hund, og ikke er set siden. Han skulle have sagt, at han ville være hjemme til aftensmad.

- Teknikerne var igang indtil klokken fire eller halv fem i nat, men det var begrænset, hvad vi kunne se på stedet, og her til formiddag var de på pletten igen, siger efterforskningsleder Ove Petersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Udlært mekaniker
Ifølge bt.dk's oplysninger er den dræbte en 22-årig mekaniker fra lokalområdet, der blev udlært i 2010. Hans lig blev lørdag eftermiddag fundet af en kondiløber, og politiets undersøgelser viser, at han blev udsat for vold og derefter formentligt kvalt.

- Den nærmeste familie er underrettet, men vi vil gerne holde navnet hemmeligt lidt endnu. Det er af efterforskningsmæssige årsager, siger Ove Pedersen.

De lokale i landsbyen Lyderslev, hvor den 22-årige boede, er dog også klar over, at det lille samfund har mistet en indbygger.

- Jeg kender ham ikke, men jeg så ham tit gå med sin hund i byen. Det var sådan en kamphundetype, siger en af de lokale til bt.dk.

En mørk varevogn var parkeret for enden af en lille skovvej nær stedet, hvor den 22-årige blev fundet, og politiet bekræfter, at der er tale om den dræbtes bil.

- Det er en mørk VW Polo Fox på gule plader og med kun to sæder. Vi vil gerne høre fra vidner, der kan have set den i lokalområdet, siger Ove Pedersen.

LÆS

Efterforskningslederen vil dog ikke oplyse, om politiet mener, at den 22-årige blev dræbt på stedet. Og heller ikke, om den dræbte havde forbindelse til rockere eller kriminelle.

- Det er noget af det, vi ser på nu. Hvad, det er for personer, han kender, og hvad han foretog sig i tiden indtil, han forsvandt, siger Ove Pedersen. 

Politiet vil derfor gerne høre fra alle, der har set den 22-årige, hans bil eller været omkring Kobbelskov fredag fra klokken 14 og frem til den 22-åriges lig blev fundet lørdag eftermiddag.