En 39-årig mand erkender sig skyldig i at have dræbt en 37-årig mand, der mandag blev fundet dræbt i Esbjerg.

Det skriver blandt andet Ekstra Bladet og JydskeVestkysten, som er til stede i Retten i Esbjerg, hvor den 39-årige mand fremstilles i grundlovsforhør.

Ifølge medierne fremgår det af sigtelsen, at den 37-årige blev dræbt med knivstik.

Syd- & Sønderjyllands Politi modtog mandag klokken 07.52 anmeldelse om en død person på E. Hansens Vej i Esbjerg.

En 37-årig mand var afgået ved døden.

Forhold omkring dødsfaldet gjorde, at politiet efterforsker dødsfaldet som et drab med bistand fra Nationalt Kriminalteknisk Center (NKC) og Retsmedicinsk Institut.

Politiet traf på adressen en 39-årig mand, som klokken 08.00 blev anholdt og sigtet for manddrab.

Den anholdte og den afdøde kender hinanden, og de var begge tilmeldt adressen, oplyser vicepolitiinspektør Sønke Iwersen til TV Syd.