Mødet med en røver endte angiveligt blodigt for en turist fra Danmark, der natten til søndag befandt sig på Manhattan i New York.

Det skriver New York Post, der beskriver, hvordan en 31-årig mand fra Danmark, omkring klokken 3.30 lokal tid var på vej hjem fra en fest, da han blev stoppet af en bevæbnet mand.

Ifølge mediet nægtede den danske turist at udlevere sin telefon og valgte i stedet at gå videre.

Som respons skød gerningsmanden ham angiveligt i ryggen.

For nuværende lyder det, at skudofferets tilstand er stabil. Der er ifølge New York Post endnu ikke foretaget nogen anholdelser.

Det har ikke været muligt for B.T. at få bekræftet skudofferets identitet fra dansk side.

Til B.T. oplyser Udenrigsministeriet:

»Udenrigsministeriets Borgerservice er i gang med at undersøge sagen og har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger i sagen.«