Produktionen er ikke startet endnu.

Men der er allerede kommet trusler mod den ukrainske våbenvirksomhed, der skal starte produktion i Danmark.

Det skriver DR.

Det er Politiets Efterretningstjeneste (PET), der i et skriftligt svar til mediet bekræfter, at der er trusler om spionage og sabotage.

'Hverken FE (Forsvarets Efterretningstjeneste, red.) eller PET vurderer, at almene danske borgere eller boliger er af interesse for Rusland,' skriver PET.

Onsdag skrev den russiske ambassadør, Vladimir Barbin, på Facebook:

»Hvis Ukraine producerer raketbrændstof til krydsermissiler på dansk jord, vil det blive stadig sværere ikke at betragte Danmark som en direkte deltager i konflikten i Ukraine.«

Tirsdag kom det frem, at den ukrainske forsvarsvirksomhed Fire Point inviteres af Danmark til at producere fast raketbrændstof i den sønderjyske by Vojens.

Fire Point er firmaet bag Ukraines nye langtrækkende "Flamingo"-krydsermissil, som blev præsenteret for nogle uger siden.

Som noget nyt bliver ukrainske virksomheder inviteret til Danmark og andre vestlige lande for at producere under fredeligere forhold.

Planen er desuden, at de på sigt kan levere materiel til dansk forsvar.

Det er ifølge forsvarsminister, Troels Lund Poulsen (S), meget usandsynligt, at Rusland vil gå så langt som at angribe produktionen i Danmark, men i forhold til spionage og sabotage er trusselsbilledet højt.

»Ukraine befinder sig i en krig, det gør vi ikke i Danmark,« siger han og fortsætter:

»Hvis man bomber det, går man i krig med Danmark, som er medlem af Nato.«

Han henviser dermed til musketéreden om, at et angreb på ét Nato-land betragtes som et angreb på alle.