Hvis du har oplevet problemer med at tilgå sundhed.dk søndag, så er der en forklaring.

For sundhed.dk var søndag udsat for et såkaldt DDoS-angreb. Et overbelastningsangreb, der har forsøgt at lægge hjemmesiden ned.

Det oplyser sundhed.dk i en pressemeddelelse.

Her fremgår det også, at borgernes sundhedsdata ikke ligger på sundhed.dk og derfor ikke på noget tidspunkt har været kompromitteret eller udsat, lyder det.

Hjemmesiden blev dog lukket for alle andre lande end Danmark søndag i et forsøg på at stoppe angrebet, der også er blevet meldt til Styrelsen for samfundssikkerhed.

Siden er der åbnet for adgang fra Grønland og Færøerne igen.

»Sundhed.dk beklager den ulejlighed dette medfører og har medført for vores brugere. Vores beredskab har heldigvis opdaget angrebet hurtigt, så vi har kunnet håndtere det, og vi samarbejder nu tæt med Center for Cyber Security for at afbøde angrebet bedst muligt,« siger direktør Morten Elbæk Petersen fra sundhed.dk.

Appen MinSundhed har ikke været ramt.

Ifølge mediet TjekDet har en russisk hackergruppe taget ansvaret for angrebet. TjekDet research viser, at hackergruppen 'inteid' søndag klokken 17.46 lagde et opslag op på det sociale medie Telegram, hvor det fremgår, at de står bag angrebet på Sundhed.dk.

Gruppen “inteid” har ifølge TjekDet proklameret en alliance med den berygtede hackergruppe Z-Pentest og en række andre pro-russiske hackergrupper.

Z-Pentest er én af to hacker-grupper, som Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i december 2025 satte i forbindelse med den russiske stat, efter at Z-Pentest havde hacket sig ind i et vandværk i Køge, hvor de lykkedes med at sprænge flere vandrør i byen.
Siden har TjekDet kunnet fortælle, at Z-Pentest også har hacket sig ind i flere danske overvågningskameraer.