Det var den tidligere bandeleder og radiovært Nedim Yasar, der mandag aften blev skudt på åben gade i Københavns Nordvestkvarter.

Tirsdag formiddag har der været tvivl og forskellige udmeldinger om hans tilstand.

I nyhedsudsendelse klokken 10 hos Radio24syv - hvor Nedim Yasar arbejder - blev det meldt ud, at han var afgået ved døden:

»Den mand, der i aftes (mandag, red.) blev ramt af skud i det københavnske nordvestkvarter, er død af sine kvæstelser. Der er tale om Nedim Yaser. Han har tidligere været en del af bandemiljøet, men for snart fem år siden valgte han at forlade miljøet i et exitprogram,« fortalte nyhedsoplæseren, som fortsatte:

»Nedim Yaser havde i går udgivet sin bog, hvor han fortæller om sin vej ud af miljøet. Han var ved at uddanne sig til pædagog, og han var vært på programmet 'Politiradio' på 24syv.«

Klokken 11:45 oplyser politiinspektør Torben Svarrer fra Københavns Politi dog til Ritzau, at den tidligere bandeleder og radiovært Nedim Yasar ikke er død.

Han er i stedet fortsat i kritisk tilstand.

Da B.T. ved 12:20-tiden taler med Radio24syvs administrerende direktør, Jørgen Ramskov, henviser han til kanalens nyhedsudsendelse. Derudover har han ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

ARKIVFOTO af Nedim Yasar.
ARKIVFOTO af Nedim Yasar. Foto: Tobias Nicolai
Vis mere

Politiet fik meldingen om skyderiet, der skete på Hejrevej i Københavns Nordvestkvarter, mandag klokken 19.38.

Københavns Politi har tirsdag formiddag endnu ikke foretaget nogen anholdelser i sagen.

Nedim Yasar har i samarbejde med forfatter og journalist Marie Louise Toksvig netop udgivet bogen 'Rødder', der handlede om Yasars vej ud af bandemiljøet.

I et interview med Ekstra Bladet i weekenden forklarede han, hvordan han har måttet leve i skyggen, siden han valgte at deltage i et exitprogram.

I interviewet fortalte han, at han stadig levede med en trussel mod sit liv og havde mareridt om natten om, at nogen pludselig sparker døren ind til lejligheden.

Her kom det også frem, at han sidste år blev forsøgt overfaldet i sit eget hjem.

»Jeg nåede at tænke: 'Hvad fuck er det, der står foran mig'. Men så så jeg kniven, og det gik op for mig, hvorfor han var der. Jeg skulle slås ihjel,« fortalte Nedim Yasar til Ekstra Bladet.

Yasar var ifølge ham selv leder af banden Los Guerreros.

Banden var en støttegruppe til Bandidos på den københavnske Vestegn.

Foruden at have været med til at skrive en bog var han også i en længere periode været medvært på radioprogrammet 'Politiradio' på Radio24syv.

Her gennemgik han sammen med Marie Louise Toksvig og den tidligere betjent Sebastian Richelsen aktuelle politi- og retssager i programmet, der blev sendt én gang om ugen.

/ritzau/