Alt imens Venstre gennemlevede en større krise, rejste Lars Løkke Rasmussen til Mallorca.

Venstres fremtid har de seneste dage været til heftig debat internt i partiet, men hvor har formanden været?

Det har flere af partiets medlemmer ifølge Jyllands-Posten undret sig over, og svaret har vist sig at være: Mallorca.

En kilde fortæller til avisen, at Lars Løkke Rasmussen adskillige gange har besøgt restauranten Mesón C’an Torrat, der ligger på Mallorca.

»Sidst han var forbi her, var mandag i denne uge. Han var her sammen med Ole Ritter (tidl. cykelrytter, der har et hus på øen, red.),« siger David Bronera, der arbejder på restauranten.

Flere andre kilder bekræfter desuden over for Jyllands-Posten, at Lars Løkke Rasmusen har været på Mallorca de seneste dage.

Lars Løkkes Rasmussens beslutning om at forlade landet, mens krisen tilsyneladende kradser i Venstre er heller ikke noget, der vækker stor begejstring hos flere af partiets medlemmer.

Over for Jyllands-Posten er det ikke mange, der ønsker at stå frem ved navn og kritisere formandens rejselyst, men Mogens Høeg Hørning, kredsbestyrelsesformand på Djursland, står som en af de få frem og siger, at det ikke er optimalt, når der er »uro på bagsmækken.«

Colette Brix, der er folketingskandidat for Venstre i Gentofte, er enig med Mogens Høeg Hørning, mens Bertel Haarder ikke kan se det store problem.

»So what,« siger han til Jyllands-Posten.

Der har været masser af uro i Folketingets næststørste parti de seneste uger.

Det begyndte for alvor, da Kristian Jensen i et interview med Berlingske slog fast, at Venstre ikke igen skal gå til valg på at danne en SV-regering.

Den regeringskonstellation gjorde Lars Løkke Rasmussen ellers til sin førsteprioritet dagen før folketingsvalget 5. juni.

Venstre gik frem ved valget, men måtte se Socialdemokratiet danne regering alene.

På partiets sommergruppemøde måtte Kristian Jensen beklage sine udtalelser og lægge ører til krav fra Venstre-nestor Claus Hjort Frederiksen om at trække sig som næstformand.

Balladen eskalerede herefter i en sådan grad, at Venstres bagland i øjeblikket er i gang med en stribe møder, hvor tilliden til den øverste ledelse i partiet altså bliver drøftet.