Sangeren 'Bro', der til dagligt hedder Kevin Busk Andreasen, er blevet tiltalt i en voldssag.
Det skriver Se og Hør.
Til mediet siger sangeren:
»Jeg er bekendt med tiltalen og tager sagen alvorligt. Den påståede hændelse fandt sted for over tre år siden, og jeg er ikke enig i anklagerne.«
Voldssagen skulle ifølge anklageskriftet have fundet sted på Rødager Bodega i Rødovre i 2022.
Det skriver Ekstra Bladet, som er i besiddelse af anklageskriftet.
På bodegaen skulle Kevin Andreasen have slået en person med knyttet hånd, som faldt til jorden, hvorefter 'Bro' fortsatte med at sparke og slå vedkommende.
Kevin Andreasens forsvarer, Mads Kramme, oplyser, at hans klient nægter sig skyldig.
'Bro' er i øjeblikket aktuel i realityprogrammet 'Villa of Broken Hearts' der har premiere onsdag på Prime Video.
B.T. har spurgt Prime, hvordan man forholder sig til tiltalen, og hvorvidt den får betydning for programmet.
'Vi er blevet oplyst, at en deltager i programmet ‘Villa of Broken Hearts’ er tiltalt i en sag, der endnu ikke er behandlet i retten. Vi kommenterer ikke verserende retssager,' lyder det fra Prime og produktionsselskabet Blu i et skriftligt svar.
