I mere end tre dage har den svenske journalist Kim Wall nu været forsvundet, siden hun sidst blev set om bord på Peter Madsens ubåd 'Nautilus' torsdag aften.

Den danske forsker, som også går under navnet 'Raket-Madsen', blev fredag anholdt og sigtet for at have dræbt den 30-årige kvinde. Efter et grundlovsforhør lørdag blev han varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab.

Men den kvindelige journalist er der endnu ingen spor af. Heller ikke om bord på ubåden, som i weekenden blev bjærget, efter den var sunket fredag.

Den svenske journalist Kim Wall er endnu ikke fundet.
Den svenske journalist Kim Wall er endnu ikke fundet. Foto: Tom Wall
Vis mere

Noget af det, som politiet arbejder med og undersøger, er, hvor langt Peter Madsens ubåd kan have sejlet i de godt femten timer, der gik, mellem at ubåden stævnede ud fra Refshaleøen i København torsdag aften, til den blev set i Køge Bugt fredag formiddag - kort før den sank til bunds.

Det fortæller vagtchef hos Københavns Politi Henrik Brix til det svenske medie Expressen.

»Alt er muligt. Vi udelukker ikke, at hun kan være blevet ført til eksempelvis Tyskland,« siger han ifølge mediet.

Den 46-årige forsker sejlede torsdag aften ved 19-tiden ud på havet i sin hjemmebyggede ubåd 'Nautilus' sammen med den svenske journalist, som skulle skrive en reportage om turen.

Tekniske undersøgelser af ubåden UC3 Nautilus ved ØTC Costing Yard ved Nordsøvej i Københavns Nordhavn.
Tekniske undersøgelser af ubåden UC3 Nautilus ved ØTC Costing Yard ved Nordsøvej i Københavns Nordhavn. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Til politiet har Peter Madsen tidligere forklaret, at han omkring klokken 22.30 satte kvinden af på Refshaleøen nær restauranten Halvandet. Fire timer senere - klokken 02.30 natten til fredag - slog Kim Walls kæreste alarm hos politiet, da hun endnu ikke have givet lyd fra sig eller var kommet hjem fra ubådsturen.

En eftersøgning af ubåden gik i gang, og klokken 10:30 blev den set fredag formiddag ved Køge Bugt, før den sank.

Ifølge Expressen fortæller vagtchef Henrik Brix, at politiet ikke udelukker, at Peter Madsen kan have taget Kim Wall med udenfor Øresund - til udenlandsk vand eller på udenlandsk jord. Som for eksempel til Tyskland.

»Lad os sige, at en eventuel krop menes at være i Tyskland, så vil vi gerne samarbejde med det tyske politi. Sådan ræsonnerer vi også, hvis hun skulle mistænkes at være i Sverige. Så vil vi gerne have et samarbejde med svensk politi i det tilfælde,« siger Henrik Brix til det svenske medie.

Den danske forsker Peter Madsen.
Den danske forsker Peter Madsen. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

BT har forsøgt at få en uddybende kommentar om sagen fra Københavns Politi, men det er ikke lykkedes. Politiet henviser til en pressemeddelelse, som efter planen sendes ud senere mandag.

'Indtil da har vi ikke yderligere', skriver politiet i en mail til BT.

Peter Madsen er blevet varetægtsfængslet indtil den 5. september. Han nægter sig skyldig.