Ekstra Bladet erfarer, at den tidligere socialdemokratiske minister Henrik Sass Larsen ikke afsoner sin dom med fodlænke.
I stedet har han allerede afsonet cirka en måned i det lukkede Herstedvester Fængsel, skriver avisen på baggrund af oplysninger fra flere unavngivne kilder.
Det er ikke officielt bekræftet.
Henrik Sass Larsen opgav at anke den dom, som han fik 1. september for besiddelse af store mængder overgrebsmateriale med børn.
Han kunne dog ansøge Kriminalforsorgen om at afsone de fire måneders ubetinget fængsel, som han blev idømt.
Det fremgår ikke af Ekstra Bladets artikel, om Henrik Sass Larsen har ansøgt om at afsone med fodlænke.
Herstedvester Fængsel ligger i Albertslund og har 174 pladser, hvoraf 23 er halvåbne pladser, lyder det på fængslets hjemmeside.
Det fremgår ikke, hvilken type plads Henrik Sass Larsen formodes at have.
Fængslet er Danmarks specialfængsel til indsatte, som har behov for psykiatrisk, psykologisk og/eller sexologisk udredning og behandling, lyder det.
Ekstra Bladet skriver, at fængslet har en særlig afdeling, som tager imod de fleste personer dømt i sager, der involverer overgreb på både børn og voksne, med en dom på op til fem års fængsel.
Afdelingen hedder visitations- og observationsafdelingen.
I forbindelse med afsoning kan Herstedvester Fængsel ifølge Ekstra Bladet desuden tilbyde den fornødne sikkerhed for personer dømt i overgrebssager.
I alt lå Henrik Sass Larsen inde med flere end 6200 billeder og 2200 videoer.
Heraf var 450 billeder og videoer i den groveste kategori. Her findes blandt andet billeder af børn, der udsættes for voldtægt.
Hans egen forklaring i retten var, at han gennem flere år havde ledt efter en video, hvor han som barn - omkring treårsalderen - blev udsat for et overgreb.
Fra 2013 og frem til 2015 var Henrik Sass erhvervs- og vækstminister. Fra 2015 og fire år frem var han formand for den socialdemokratiske gruppe.
/ritzau/
