Hemin Dilshad Saleh, der tirsdag blev befriet under en væbnet aktion fra Psykiatrisygehuset Slagelse, kan være på vej ud af Danmark.

Det skriver svenske Aftonbladet.

Kilder fortæller til mediet, at man frygter, at den 24-årige Hemin Dilshad Saleh vil krydse grænsen til enten Tyskland eller Sverige, og derfor er de svenske myndigheder blevet opfordret til at skærpe grænsekontrollen.

»Det danske politi har kontaktet det svenske politi, fordi en person er flygtet fra en institution i Danmark. Grænsealarmer og en EU-arrestordre er udstedt af det danske politi. For det svenske politi kan dette for eksempel betyde øget overvågning ved grænseposter,« siger Joanna Ljunggren, national pressesekretær ved politiets nationale mediecenter, til Aftonbladet.

Hun tilføjer, at de nordiske lande har et godt samarbejde, men at hun ikke kan gå yderligere i detaljer om sagen.

B.T. har været i kontakt med Rigspolitiet for at få bekræftet Aftonbladets oplysninger. De henviser til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der står for efterforskningen, men her ønsker man ikke at kommentere oplysningerne.

»Vi efterforsker bredt,« lyder det fra politiinspektør Kim Kliver.

Ledende bandefigur

Hemin Dilshad Saleh, der menes at have en ledende rolle i bandegrupperingen NNV-gruppen, blev tirsdag eftermiddag befriet af ukendte gerningsmand, som ved hjælp af en kage havde smuglet to pistoler ind på psykiatrisk afdeling på Slagelse Sygehus.

Her var Hemin Dilshad Saleh indlagt, fordi han skulle have foretaget en mentalundersøgelse. Ifølge B.T.s oplysninger ankom han til stedet i sidste uge fra fængslet, hvor han har siddet varetægtsfængslet for et voldeligt overfald i en frisørsalon på Nørrebro i forbindelse med bandekonflikten i efteråret 2017.

Under befrielsesaktionen blev der affyret et skud fra enten Hemin Dilshad Saleh eller hans medsammensvorne, men ingen kom til skade.

De to truede personalet med pistolerne til at lukke dem ud i friheden, hvor der ifølge fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne i Psykiatrien Vest Helle Brink ventede en håndfuld andre personer, som kørte dem væk derfra. Hemin Dilshad Saleh havde ikke besøgskontrol, og derfor kunne han altså frit modtage besøgende på stedet, og det er således også årsagen til, at vennen ikke blev undersøgt, inden han kom ind på afdelingen.

»Vi tjekker ikke folk, når de kommer på besøg, for det skal vi ikke,« siger Helle Brink.