Medarbejderne i Skatteforvaltningen er vendt tilbage til arbejdet, men bliver dagligt mindet om det bombeangreb, der smadrede byningens facade.

Det fortæller fællestillidsmand AC'erne i Skatteforvaltningen, Johanne Legarth Nordmann.

»Vi bliver dagligt mindet om eksplosionen, fordi receptionen er spærret af, og vi må gå ind ad en anden indgang, end vi plejer,« fortæller Johanne Legarth Nordmann.

Klokken 22:15 forrige tirsdag blev Skatteforvaltningens kontorer i Østbanegade på Østerbro ramt af en voldsom eksplosion. Braget kunne høres langt væk, og hele bygningens facade blev raseret som følge af trykbølgen.

En uge efter sprængningen er bombemanden stadig på fri fod. Det skaber en hel masse uafklarede spørgsmål for de ansatte i Skatteforvaltningen.

»Vi går i en slags venteposition, hvor vi afventer nyt fra politiet. Og mens vi venter, giver vi os selv den forklaring, at det er det mindst værste. Stemningen blandt kollegerne er, at bomben ikke blev lavet for at ramme os som medarbejdere i Skatteforvaltningen. Det holder vi os til, indtil vi får noget andet at vide,« siger Johanne Legarth Nordmann.

Hun repræsenterer medarbejderne på akademikeroverenskomst, der udgør cirka en tredjedel af medarbejderne.

Københavns Politi har offentliggjort et billede af en person, som de sætter i forbindelse med en eksplosion lørdag ved en politistation på Nørrebro.

Der er endnu ikke påvist en forbindelse mellem de to angreb, men for medarbejderne i Skat betyder det noget, at der har været mere end ét angreb.

»Det, at der har været flere angreb, fortæller os, at vi ikke nødvendigvis er målet. Men at det måske derimod er en del af et større billede, hvor man angriber offentlige myndigheder, og det er noget, vi som samfund må forholde os til,« siger hun.

At medafbejderne var gået hjem, da bomben sprang, betyder også noget for medarbejdernes tryghed, siger fællestillidsmanden.

»Det betyder noget, at eksplosionen skete på et tidspunkt, hvor der ikke burde være medarbejdere i Skatteforvaltningens bygninger, selvom der lige så vel kunne have været andre på arbejde end de to rengøringsassistenter. Det fortæller os, at de ikke gik efter at ramme os som mennesker,« siger Johanne Legarth Nordmann.

To rengøringsassistenter var til stede, da bomben sprang. Ingen af dem kom noget til ved eksplosionen.