En 37-årig kvinde er tiltalt for at have stjålet adskillige morfintabletter fra sin tidligere arbejdsplads, Rusmiddelcentret i Grindsted.

Det kan koste hende dyrt. Rigtig dyrt.

For der er ikke alene tale om en tiltale for tyveri, skriver JydskeVestkysten.

Når kvinden møder op ved Retten i Kolding i dag, skal hun også forholde sig til en tiltale om overtrædelse af straffelovens paragraf 155, der handler om misbrug af en offentlig stilling.

Findes hun skyldig heri, risikerer kvinden op til to års fængsel.

I alt er hun tiltalt for at have stjålet 40 morfintabletter fra Rusmiddelcentret i Grindsted.

Tyverierne blev opdaget i oktober 2022.

Ifølge JydskeVestkysten vil den 37-årige i retten erkende, at hun stjal tabletterne, hvorfor der vil være tale om en tilståelsessag.